Mennesker i Andesbjergene kan have udviklet en helt særlig fordøjelsesevne
Videnskab.dk - Automatisk oplæsning · Videnskab.dk
Beskrivelse
En kartoffel ser umiddelbart ikke ud af meget. Men gennem tusinder af år kan den lille jordede knold have været med til at skubbe til menneskets evolution i Andesbjergene. Det skriver ScienceAlert på baggrund af et nyt studie, der er udgivet i tidsskriftet Nature Communications. Forskerne har undersøgt DNA fra 3.723 mennesker fra 85 befolkningsgrupper verden over. Her fandt de, at quechua-folk med oprindelse i det peruvianske højland har særligt mange kopier af et gen, der hjælper kroppen med at fordøje stivelsesrig mad. Forklaringen kan ligge i et gen, der hedder AMY1, og som stort set alle mennesker har. Genet hjælper kroppen med at lave amylase, et enzym i spyttet, der begynder at nedbryde stivelse allerede i munden, altså helt i starten af fordøjelsen. Enzymer er stoffer, der hjælper kroppens kemiske processer i gang. Amylase begynder at nedbryde stivelse allerede i munden. Stivelse er en type kulhydrat, som blandt andet findes i kartofler, ris, brød og pasta. Ifølge forskerne havde mennesker på verdensplan typisk syv kopier af AMY1-genet i studiet. Hos de undersøgte quechua-personer fra Peru var tallet 10. Det passer med kartoflens historie i Andesbjergene, hvor mennesker begyndte at dyrke kartofler for omkring 10.000 til 6.000 år siden. Ved hjælp af genetiske dateringsmetoder og modeller fandt forskerne, at antallet af AMY1-kopier begyndte at stige omkring samme periode. Forskerne mener, at de ekstra genkopier kan have givet en lille fordel. Hvis kroppen lettere kan nedbryde stivelse, kan det have været nyttigt i et område, hvor kartofler har fyldt meget i kosten. Ifølge forskerne, kan mennesker med flere AMY1-kopier have haft lidt større chance for at overleve eller få børn. Forskellen var lille i hver generation, men over tusinder af år kan den have gjort de mange genkopier mere almindelige. Forskerne sammenlignede også med befolkningsgrupper med maya-afstamning fra Mellemamerika. De har også en lang landbrugshistorie, men ikke samme lange historie med kartoffeldyrkning og de havde heller ikke samme høje antal AMY1-kopier. Det styrker ifølge forskerne mistanken om, at de mange genkopier hos quechua-folkene hænger sammen med deres lange historie med kartofler.