Beskrivelse
NÅR JEG SER SPØGELSER Han fortalte en historie fra sit studie. En lærer, der skælder ud. Ikke på hende, men på alle de andre. Fordi de ikke kan få samarbejdet til at fungere med én, der aldrig rigtig er der. En, der undskylder sig. Som ikke møder op. Som ingen har lyst til at bære ansvar sammen med. Og jeg mærker noget stramme sig, allerede dér. For historien slutter ikke med hende. Den fortsætter opad. En rektor. Et system. Et skældud, der rammer dem, der faktisk prøver. En dygtig studerende, der til sidst går. Fordi alvoren er forsvundet. Og så begynder mine tanker at arbejde for hurtigt. Måske er hun der for støtten. Måske er skolen der for pengene. Måske handler det hele om at få tingene igennem. Jeg kan se det så tydeligt, at det næsten gør ondt. Og samtidig står jeg med den velkendte tvivl: Ser jeg noget, eller ser jeg spøgelser? For næsten ingen andre taler om det sådan. Som om vi har indgået en tavs aftale om ikke at nævne hvad der driver os. Alle spiller med. Ingen indrømmer det. Og jeg står dér igen. Med en mavefornemmelse, der føles som klarhed. Og en verden, der reagerer, som om jeg er naiv. Jeg prøver at regne på det. Cost. Benefit. Men tallene lander aldrig rigtigt. For den måde at vinde på koster noget, jeg ikke har lyst til at betale med. Og ja – det står i vejen for min succes. Det må jeg indrømme. Men det står også vagt om noget i mig, jeg ikke ved, hvordan jeg ellers skulle beskytte. Så hver gang jeg hører den slags historier, trækker jeg mig en lille smule. Ikke i protest. Ikke i vrede. Men i tvivl. Om verden er et sted, jeg kan være, uden at lade som om jeg ikke ser, hvad jeg ser. NÅR JEG IKKE SER SPØGELSER Der er øjeblikke, hvor jeg lægger mistanken fra mig. Ikke fordi den er væk. Men fordi jeg ikke orker at bære den hele tiden. Jeg forestiller mig, at ingen spiller et spil. At hun bare er faret vild. At studiet var sværere, end hun havde forestillet sig. At undskyldningerne er det bedste, hun har. Jeg forestiller mig, at rektor ikke tænker i penge. At han tænker i overlevelse. I ansvar. I at holde noget kørende, der allerede knirker. At skælduddet ikke er kynisk, men klodset. At systemer nogle gange bare er mennesker, der prøver at få dagen til at hænge sammen. Når jeg tænker sådan, falder verden lidt til ro. Så er der ingen skurke. Ingen bagtanker. Ingen masker. Kun uorden. Og måske er det nemmere at være i. For hvis ingen snyder, er der heller ingen, der skal afsløres. Så kan jeg deltage. Grine med. Holde ud. Men der er noget, der ikke helt vil falde på plads. For roen føles lånt. Som om jeg har lagt noget vigtigt fra mig for at få fred. For selv når jeg vælger ikke at se spøgelser, står der stadig noget tilbage: At alvor kan forsvinde, uden at nogen vil...