Beskrivelse
AT TAGE LIVET FOR GIVET Der opstår et tomrum hver gang vi siger ordet. Ikke et stille rum. Men et koldt. Et rum renset for smil og for nysgerrighed. Som om luften bliver tyndere af selve stavelsen. Fe-mi-nis-me. I vores land kan det ene ord åbne tusind fronter. Jeg håber, vi taler forbi hinanden. For hvis vi taler om det samme og er så uenige – så er kløften dyb. Men jeg tror det oftere er sproget end viljen der splitter os. Nogen hører: prioritér kvinder. Andre hører: ligestilling. Nogen hører: opgør. Andre hører: anklage. Og mange – især mænd – hører: pas på. Pas på hvad du siger. Pas på hvordan du siger det. Pas på ikke at blive dømt, før du har forstået spørgsmålet. Så vi tier. Eller vi hæver stemmen. Og imens står tomrummet dér, koldt og ubeboet. Ordet kommer af femina – kvinde. Men det siges at handle om os alle. Det er som at give et ladet ord en neutral opgave og håbe at ingen mærker spændingen. Måske er det ikke viljen der mangler. Måske er det modet til at gå ind i det kolde rum uden våben. At sige: Jeg forstår dig måske ikke. Men jeg vil gerne. At sige: Der er ikke noget galt med kvinder. Der er ikke noget galt med mænd. Hvis der er ulighed – lad os rette den. Mellem kvinder. Mellem mænd. Mellem os. Og derefter lade hinanden være det, vi er. Ikke ens. Ikke fjender. Ikke symboler. Mennesker. Måske begynder ligestilling ikke i ordet. Men i måden vi tør stå i tomrummet sammen. / Simon Philip Mentioned in this episode: Endnu lavere