Beskrivelse
AT TAGE LIVET FOR GIVET Han talte i radioen som han altid havde gjort. Rolig. Velforberedt. Med den stemme, man kan læne sig ind i på vej til arbejde. Så kom diagnosen. Pludselig talte han anderledes. Ikke i tempo. Men i vægt. Ordene fik tyngde. Som om hver sætning vidste, at den måske var den sidste. Og verden omkring ham ændrede sig. Folk lyttede mere. Krammede længere. Svarede hurtigere på beskeder. Sagde ting, de ellers gemte til “en anden god dag”. Han blev behandlet som noget skrøbeligt. Som noget dyrebart. Som noget, man ikke må miste. Men det måtte de jo. Og det skal vi alle. Det mærkelige er, at intet ved ham var anderledes end før. Ikke hans hjerte. Ikke hans blik. Ikke hans humor. Kun tidsrammen. Vi tager livet for givet, fordi vi tror, vi har det på abonnement. Vi planlægger kærlighed som en kalenderaftale. Udsætter taknemmelighed til “når der bliver bedre tid”. Vi lever, som om i morgen er garanteret. Det er sympatisk. Det er menneskeligt. Det er også naivt. Al erfaring viser det samme: Vi kan ikke. Alligevel føles det ikke vigtigt nok før døden står i døråbningen. Måske er lykken ikke at leve længere. Måske er lykken at leve tungere. Mere vågent. Som om hvert møde kunne være det sidste – uden at være dramatisk, bare sandt. At elske som om ingen af os er her på prøve. At sige ordene nu. At tage livet alvorligt, før det gør det for os. / Simon Philip Mentioned in this episode: Endnu lavere