Beskrivelse
ANERKENDELSE Jeg har lært, at jeg ikke må have brug for den. At frihed er ikke at behøve andres blik. At styrke er at stå alene i det, jeg gør. Mit hoved har gentaget det så mange gange, at det lyder som sandhed. Hvis jeg ikke er afhængig af andres anerkendelse, kan ingen holde mig fast. Ingen bestemme over mig. Ingen skuffe mig. Og jo — jeg forstår tanken. Men jeg lever ikke i mit hoved. Jeg lever blandt mennesker. Og sandheden er, at jeg mærker alt for meget. Tænker for meget over hvad andre ser, hører, forstår. Jeg bliver ramt af blikke. Af stilhed. Af bifald, der udebliver. Og samtidig — noget andet. En træthed over hele tiden at skulle være hævet over det. Som om ønsket om anerkendelse var en fejl, der skulle bekæmpes. Så fik jeg en anden tanke. Hvad nu hvis det er i orden? Hvad nu hvis ønsket ikke handler om svaghed, men om relation? For noget opstår jo mellem mennesker. Når jeg laver noget, der betyder noget for andre. Når nogen siger: Det ramte mig. Det gjorde mig glad. Det gav mening. Og jeg svarer, uden at skamme mig: Tak. Det betyder noget. Så sker der noget. Ikke manipulation. Ikke afhængighed. Men bevægelse. Jeg gør noget, der glæder andre. De fortæller mig det. Jeg får lyst til at gøre mere. En god spiral. Ikke en farlig. Måske er frihed ikke at være ligeglad. Måske er frihed at kunne tage imod anerkendelse uden at miste sig selv i den. At lade den komme, og lade den gå. Lige nu føles det som en lettelse at give mig selv lov. Ikke til at jage anerkendelse. Men til ikke at flygte fra den. / Simon Philip Mentioned in this episode: Endnu lavere