Episode 3: Hvordan kan en løbeklub have værdi for et brand?
Bag om Brands · Lars Bajlum Holmgaard Christensen og Heidi Hansen
Beskrivelse
I denne episode går vi lidt i dybden og undersøger et branddrevet løbefællesskab etableret af cafékæden Mad & Kaffe, M&K Running. Vi udfolder og diskuterer løbeklub-deltagernes oplevelser med og af fællesskabet og ser nærmere på hvilke elementer de tillægger størst betydning, og hvordan Mad & Kaffe indgår både eksplicit og implicit i gruppens interaktioner. Denne snak kan vi kun have fordi Julie Buchwaldt, Laura Schulz, Laura Højfeldt, Liva Vennerstrøm og Emma Frigaard, der alle er kandidatstuderende på Aalborg Universitet i København, har skrevet en skarp opgave og analyse. De har analyseret hvordan Mad & Kaffes brandværdi og betydning i stigende grad skabes og forhandles gennem samtaler, sociale relationer og diskurser M&K, og de viser, hvordan MK Runnings relation til Mad & Kaffe konstitueres gennem performativitet og social praksis. De kandidatstuderendes analyse tager teoretisk afsæt i centrale teoretiske perspektiver, herunder Heidi Hansens Communication as Constitutive of Brands, som i sig selv var samtaleemnet i vores episode 2. Med et særligt fokus på begrebet conversational spaces giver samtalen i denne episode et konkret indblik i, hvordan brandbetydning skabes i samspil mellem virksomhed, kulturfænomener og deltagerpraksis, hvor det samtidig bliver klart, at brands, der tør slippe kontrollen, formår at opnå stor værdi og relevans.