Spring til indhold
Vi spiser mindre, når vi har set junkfood-videoer - Videnskab.dk - Automatisk oplæsning

Vi spiser mindre, når vi har set junkfood-videoer

Videnskab.dk - Automatisk oplæsning · Videnskab.dk

2. maj 2026 2m
0:00 2m

Beskrivelse

Det lyder måske paradoksalt, at videoer af junkfood måske kan hjælpe folk på slankekur med at undgå af falde i snack-fælden. Men ny forskning publiceret i tidsskriftet Computers in Human Behavior viser, at det er en taktik, der rent faktisk lader til at virke. Det skriver University of Cambridge i en pressemeddelelse. Det har åbenbart været en strategi for mange mennesker på slankekure at se videoer af junkfood og søde sager for at begrænse deres egne 'snack cravings'. Derfor satte et forskerhold fra det britiske universitet sig til at undersøge, om det var en brugbar metode at se på billeder og videoer af mad, til at hjælpe mennesker på kur af med trangen til usunde madvarer. "Det lyder måske kontraintuitivt, men vores resultater viser, at folk, især dem, der forsøger at kontrollere deres kost, kan bruge visuelt madindhold som et værktøj til selvregulering. At engagere sig i visuelle fremstillinger af mad kan hjælpe med at tilfredsstille cravings uden faktisk forbrug," forklarer studiets hovedforfatter Esther Kang. Forskerne udførte i samarbejde med et amerikansk universitet tre eksperimenter med i alt 840 deltagere i alderen 19 til 77 år, hvor de kombinerede to digitale spørgeskemaer og et kontrolleret laboratoriestudie. I det ene eksperiment så deltagerne korte videoer på sociale medier, der viste både kalorierige og kalorielette chokoladedesserter. De, der var på slankekur, brugte 30 procent længere tid på at se videoerne, end dem, der ikke var. Men da de efterfølgende fik adgang til rigtige chokoladedesserter, indtog de betydeligt mindre chokolade end dem, der ikke var på slankekur. Det tyder på, at visuel eksponering kan have en reducerende effekt på deres lyst til nydelse. Samme mønster viste sig i et andet eksperiment, hvor en gruppe af mennesker på kur og en gruppe med mennesker, der ikke var på diæt, blev sat til at se korte vidoer af junkfood. Det omfattede madlavning og spisning af madtyper som pizza, burgere og pommes fritter. Deltagerne blev desuden sat til at se videoklip på sociale medieplatforme, der viste sunde madmuligheder, såsom salat, yoghurt og smoothies. Her brugte de, der var på diæter, 50 procent længere tid på at se indholdet af de usunde madvarer. "Folk kan delvist tilfredsstille deres spiselyst ved at indtage mad visuelt snarere end fysisk. Dette er med til at forklare, hvorfor det at engagere sig i madindhold på sociale medier ikke altid resulterer i øget forbrug," fortæller medforfatter på studiet Arun Lakshmanan i pressemeddelelsen.

Andre episoder fra Videnskab.dk - Automatisk oplæsning Se alle episoder →