Urin fra rensdyr var genvej til en ny verden for fortidens mennesker\nDen smukke, giftige svamp\nEr rensdyr bedre kemikere end mennesker?\nDerfor drak mennesker urin\nFra ritual til Reddit\nKan et giftstof også være medicin?

Nysgerrighed er kilden til nogle af menneskehedens største opdagelser. Men den har også af og til fået mennesker til at smage på ting, som de fleste i dag nok ville holde sig langt fra. Kun få historier illustrerer det bedre end fortællingen om sibiriske shamaner, der for flere hundrede år siden fandt en usædvanlig allieret i rensdyret. Sammen gav de adgang til de bevidsthedsændrende virkninger af én af verdens mest genkendelige, men også mest giftige svampe. Du har måske set den i Super Mario, Alice i Eventyrland og Smølferne. Den klassiske højrøde hat med de hvide prikker er i hvert fald letgenkendelig og nærmest ikonisk i populærkulturen. Men bag det smukke, eventyragtige udseende gemmer sig to kraftige kemiske stoffer: ibotensyre og muscimol. Stofferne er så problematiske, at den amerikanske fødevare- og lægemiddelmyndighed FDA i 2024 forbød brugen af svampen som fødevareingrediens. Ibotensyre kan skade bestemte nerveceller i hjernen og føre til symptomer som hukommelsesproblemer, forvirring og nedsat koncentration. Muscimol virker anderledes. Det dæmper aktiviteten i hjernen og kan fremkalde eufori, ændrede sanseindtryk, svimmelhed og hallucinationer. Tilsammen giver de en oplevelse, som både er uforudsigelig og risikabel. Mennesker er dog ikke de eneste, der er tiltrukket af fluesvampen. Også rensdyr opsøger den aktivt og kan udvise mange af de samme symptomer, når de spiser den. Her bliver historien for alvor interessant. Når et menneske spiser fluesvamp, begynder kroppen gradvist at omdanne ibotensyre til muscimol. Det betyder, at en del af det giftige stof omdannes til det stof, der giver de psykoaktive virkninger. Problemet er, at menneskekroppen ikke er særligt effektiv til denne proces. Noget af ibotensyren bliver derfor tilbage og ender i urinen, om end i lavere, men stadig giftige koncentrationer. Muscimol passerer derimod stort set uændret gennem kroppen og udskilles næsten intakt. En del oprindelige folkeslag i Sibirien, blandt andet koryakerne i det østlige Rusland, opdagede på et tidspunkt en besynderlig løsning på det problem. Ved at drikke urinen fra en person, der allerede havde spist fluesvampen, kunne man opnå mange af de samme bevidsthedsændrende effekter, men med færre bivirkninger. Kroppen havde nemlig allerede udført en stor del af det kemiske 'forarbejde'. Denne praksis blev en tradition i visse religiøse ritualer. En shaman spiste svampen og delte derefter sin urin med de øvrige deltagere. På den måde kunne flere personer opleve virkningen af én enkelt svamp. For moderne mennesker lyder det måske mærkeligt, men handlingen var forankret i en mytologisk forståelse af svampen. Koryakerne mente, at svampens ånd midlertidigt kunne erstatte menneskets sjæl og give særlige evner, såsom at kunne bevæge sig lettere, gå på glødende kul, 'flyve' eller se fjerne steder og tider. Hos flere sibiriske folkeslag spillede rensdyr allerede en central rolle som transportmiddel, fødekilde og leverandør af skind til tøj. Derfor lagde man også mærke til, at urinen fra rensdyr, der havde spist fluesvampe, kunne have lignende virkninger. Der findes endda teorier om, at rensdyr er bedre end mennesker til at omdanne ibotensyre til muscimol. Det er dog endnu ikke dokumenteret i fagfællebedømt forskning. Hvis det viser sig at være rigtigt, er rensdyr overraskende dygtige naturkemikere. I dag er mange af disse traditioner forsvundet eller blevet langt mindre udbredte. Modernisering og stigmatisering har fået en række oprindelige kulturelle praksisser til at træde i baggrunden, men fluesvampen har fået et nyt publikum. Siden midten af 2000'erne har interessen for svampen taget fart på internettet. Nogle bruger den som et alternativt rusmiddel, mens andre omtaler den som et naturligt middel mod angst, depression, søvnproblemer eller smerter. Hvor brugen tidligere foregik inden for ritualer, overvåget af personer med omfattende kulturel viden, eksperimenterer mange nu på egen hånd med vejledning fra YouTube-videoer og interne...