Unge kvinders smerter risikerer at trække lange skygger ind i voksenlivet\nStørre risiko for kroniske smerter\nMenstruation er stadig et tabu\nKonsekvenser i hverdagen
Videnskab.dk - Automatisk oplæsning · Videnskab.dk
Beskrivelse
Hvis man som teenager lider af kraftige menstruationssmerter, så er der en øget risiko for at udvikle kroniske smerter som voksen. Forskerne bag et nyt studie peger på, at gentagne og stærke smerter i den unge hjerne kan 'træne' nervesystemet til at blive mere følsomt. De har fulgt over 1.000 kvinder i mere end 10 år. "Det er muligt, at oplevelsen af moderate eller stærke menstruationssmerter kan ændre hjernens struktur og dens måde at reagere på smertefulde stimuli," siger professor Rachel Reid-McCann til avisen The Guardian. "Det kan øge risikoen for kroniske smerter senere i livet." Hun arbejder ved University of Oxford og er én af forskerne bag studiet. Anders Pedersen Årnes, som forsker i kroniske smerter ved UiT, Norges arktiske universitet, forklarer, at forskere allerede ved, at smerteoplevelser kan føre til øget smertefølsomhed senere i livet. Det nye studie viser dog, at det også gælder menstruationssmerter, som traditionelt er blevet betragtet som en 'normal' del af livet. For kvinder, der rapporterede om moderate eller kraftige smerter i teenageårene, steg risikoen for kroniske smerter med henholdsvis 65 procent og 76 procent ifølge studiet. Forskningen viser også, at det ikke kun var smerter i underlivet, der hang sammen med senere smerter – det gjaldt også hovedpine, rygsmerter og mavesmerter. "Moderate til alvorlige gener skiller sig ud her. Det ser vi også i vores egen smerteforskning baseret på data fra Tromsøundersøgelsen," siger Anders Pedersen Årnes. Tromsøundersøgelsen er en stor befolkningsundersøgelse, der siden 1974 har kortlagt blandt andet sygdomme og risikofaktorer. Over 45.000 personer har deltaget i én eller flere af datarindsamlingerne. "Kroniske smerter er en relativt almindelig tilstand i enhver befolkning, men alvorsgraden gør en reel forskel i forhold til, hvor meget det påvirker os og vores helbred," siger Anders Pedersen Årnes. Omtrent hver tredje voksne nordmand oplyser, at de har længerevarende smerter, og det er mere almindeligt blandt kvinder end mænd, ifølge den norske sundhedsstyrelse, Folkehelseinstituttet. Forskning viser, at mange unge piger ikke får den hjælp, de har brug for, når de oplever kraftige menstruationssmerter. I 2025 offentliggjorde forskere ved Oslo Universitetshospital et studie, hvor de spurgte næsten 1.000 piger fra forskellige gymnasier i Oslo om deres menstruationssmerter. Her fandt de, at 4 ud af 10 lider af alvorlige smerter i løbet af menstruationen. Kun halvdelen af pigerne med alvorlige smerter fik hjælp, ifølge studiet. Blandt dem, der fik hjælp, rapporterede en tredjedel, at de ikke oplevede den ønskede effekt. "Menstruation er en kilde til alvorlige smerter, nedsat funktionsevne og ikke mindst betydeligt fravær fra skole og sociale aktiviteter," skriver forskerne i et debatindlæg i den norske avis Aftenposten. "Vi har længe vidst, at menstruationssmerter kan gøre hverdagen svær for unge og påvirke både det sociale liv, skolegangen og den mentale sundhed." "Alligevel søger de fleste unge ikke hjælp, og dem der gør, bliver ofte afvist eller får at vide, at smerterne er normale. Studiet viser nu, at stærke menstruationssmerter i teenageårene også kan få konsekvenser for helbredet senere i livet," siger Katy Vincent til The Guardian. Hun er professor i gynækologiske smerter ved University of Oxford og én af forskerne bag det nye studie. Anders Pedersen Årnes understreger, at forebyggelse af kroniske smerter tidligt i livet også kan forebygge andre relaterede lidelser senere. "Det er derfor vigtigt at tage det alvorligt allerede i en tidlig alder," slutter han. ©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.