Udlændingepolitikken i Sverige har ændret sig markant gennem ti år\nMere end bare en respons på en ekstraordinær situation\nMarkante stramninger på hele migrationsområdet\nMigration frem mod valget i 2026\nInspireret af de danske socialdemokraters valgstrategi
Videnskab.dk - Automatisk oplæsning · Videnskab.dk
Beskrivelse
I årtier havde Sverige ry for at være et af Europas mest åbne lande over for flygtninge. Landet førte en af Europas mest generøse asylpolitikker og fremhævede ofte sig selv som et humanitært foregangsland. Sådan er det ikke længere. På lidt over 10 år har Sverige lagt kursen helt om og fører i dag en af Europas strammeste migrationspolitikker. Vendepunktet kom under flygtningekrisen i 2015, hvor Sverige modtog mere end 160.000 asylansøgninger. Det svarede til over 12 procent af alle asylansøgninger i EU. Omkring 35.000 af ansøgerne var uledsagede mindreårige, som udgjorde mere end en tredjedel af det samlede antal i EU det år. Det store antal ansøgere satte det svenske system under pres. Samtidig ændrede det den politiske debat om migration grundlæggende. Den første reaktion var en bred aftale på tværs af partierne om strammere regler for asyl og familiesammenføring. Kort efter fulgte midlertidig grænsekontrol, og for de fleste flygtninge blev permanente opholdstilladelser erstattet af midlertidige. Tiltagene blev indført af en socialdemokratisk ledet regering på venstrefløjen, men det var mere end bare en respons på en ekstraordinær situation. De markerede begyndelsen på en ny politisk konsensus: Sverige skulle føre en markant strammere migrationspolitik. Det næste afgørende skridt kom efter valget i 2022. En borgerlig koalition under statsminister Ulf Kristersson kom til magten med parlamentarisk støtte fra det indvandringskritiske Sverigedemokraterna gennem den såkaldte Tidö-aftale. Selvom Sverigedemokraterna stod uden for regeringen, gav aftalen partiet stor indflydelse på migrationspolitikken. Samtidig blev aftalen det politiske grundlag for den mest vidtgående pakke af migrationsreformer i moderne svensk historie. Efter regeringsskiftet satte den nye regering gang i den mest omfattende omlægning af svensk migrationspolitik i moderne tid. Siden 2022 er der gennemført reformer på stort set alle områder af migrationspolitikken: modtagelse af asylansøgere, flygtningepolitik, familiesammenføring, arbejdskraftindvandring, statsborgerskab, hjemsendelser, frihedsberøvelse og adgang til sociale ydelser. Regeringens erklærede mål har været at gøre den svenske asylpolitik så restriktiv som muligt, samtidig med at Sverige fortsat lever op til minimumskravene i EU-retten og den internationale flygtningeret. Den stramme kurs gælder også andre former for migration fra lande uden for EU, blandt andet familiesammenføring og arbejdskraftindvandring. En vigtig undtagelse er dog højt kvalificeret arbejdskraft. De første reformer trådte i kraft i slutningen af 2023. Det gjaldt blandt andet strammere regler for familiesammenføring og opholdstilladelser af humanitære grunde. Samtidig blev kvoten for genbosatte flygtninge skåret ned fra 5.000 til 900 personer om året. De fleste af de mere omfattende reformer blev dog først vedtaget i 2025 og 2026. Adgang til sociale ydelser som forældreorlov og børneydelser vil fremover afhænge af krav til ophold og beskæftigelse. Det bliver også mere vanskeligt at få svensk statsborgerskab, og der stilles strengere krav til blandt andet opholdstid, adfærd, sprogkundskaber, samfundsforståelse og selvforsørgelse. Regeringen har desuden gjort det markant lettere at udvise udenlandske statsborgere, der bliver dømt for kriminalitet. At så mange reformer først bliver gennemført mod slutningen af valgperioden, skyldes den svenske lovgivningsproces snarere end et sent politisk kursskifte. Større lovændringer bliver normalt forudgået af statslige udredninger, offentlige høringer og parlamentarisk behandling. Derfor kan der gå flere år, fra et forslag bliver fremsat, til det bliver til lov. Reformerne er faldet sammen med et markant fald i antallet af asylansøgninger. I 2025 registrerede Sverige omkring 6.700 førstegangsansøgninger om asyl. 23 procent blev godkendt. Målt per indbygger var antallet mindre end halvdelen af EU-gennemsnittet. Sverige er dermed gået fra i 2015 at være blandt de europæiske lande, der modto...