Uden Månen ville Jorden se helt, helt anderledes ud og være ubeboelig
Videnskab.dk - Automatisk oplæsning · Videnskab.dk
Beskrivelse
Vi ville nok ikke kunne genkende vores solsystem, hvis vi kunne se det, dengang det var helt nydannet. Den unge sol var stadig omgivet af en tæt skive af støv og gas, og der har været mange flere planeter end de otte store planeter vi har i dag. I dette noget overfyldte solsystem har der været mange sammenstød mellem planeterne, og det er baggrunden for den moderne teori om Månens dannelse. Ifølge denne teori er Månen opstået som følge af et sammenstød mellem den helt nydannede Jord og en klode på størrelse med Mars, som har fået navnet Theia. Det er ikke gået stille for sig, og der blev frigjort så meget energi ved sammenstødet, at meget af Jordens skorpe blev sprængt væk, og hele Jordens overflade blev omdannet til et meget varmt hav af smeltet klippe. Jorden har i millioner af år efter dette sammenstød nærmest lignet en lille rød stjerne, omgivet af en tæt skive af resterne af Jorden og Theia. Som tiden gik, samlede dette materiale sig i større og mindre klumper, som igen ved en lang række sammenstød dannede Månen. Så vi har haft en Måne, næsten lige så længe som Jorden har eksisteret, godt 4,5 milliarder år. Men den nydannede Måne befandt sig kun omkring 30.000 kilometer fra Jorden og har derfor været en enorm rødglødende klode på himlen 10-15 gange større end den Måne, vi ser i dag. Månen var dengang ligesom Jorden helt dækket af smeltet klippe. 500 millioner år senere: Tidevand fik livet op på landjorden Der har naturligvis været enorme tidevandskræfter mellem Jorden og Månen, hvilket ikke alene har skabt enorme tidevandsbølger i havene af smeltet klippe, men også har bremset Jordens rotation, som dengang var så hurtig, at et døgn kun varede få timer. Men tidevandskræfterne førte også Månen længere bort fra Jorden, så Månens afstand til Jorden i løbet af disse bare 500 millioner år allerede var vokset til omkring 130.000 km - godt 1/3 af den nuværende afstand. Men tidevandskræfterne havde også bremset Månens egen rotation, så den nu altid vendte samme side mod Jorden – det, astronomerne kalder for 'bunden rotation'. Den smeltede overflade var begyndt at størkne og ved at blive fyldt med nedslagskratere, og der har været en meget voldsom vulkansk aktivitet. Havde der boet nogen på Jorden dengang, ville vulkanudbruddene deroppe sikkert have været synlige hernedefra. Månen har været afgørende for, at Jorden blev beboelig Muligvis har det været omkring denne tid, at Jorden har fået de første oceaner, hvilket har været helt afgørende for, at livet kunne opstå. Jorden var dermed begyndt på den afgørende udvikling til at blive en beboelig klode, og her har Månen spillet en afgørende rolle. Beregninger viser, at Månen har stabiliserer Jordens rotationsakse, der for tiden hælder 23,5 grader. Denne værdi ændrer sig kun meget lidt, men dog nok til både at kunne skabe og afslutte istider. Beregninger viser, at uden Månen ville aksehældningen kunne variere med op til 85o, og det ville betyde, at Solen fra at stå højt på himlen over ækvator nogle millioner år senere ville lyse ned på polerne. Der ville således blive byttet totalt om på, hvor der er varmt og koldt. Det ville ikke bare gøre det meget vanskeligt for os at overleve, men det er også et spørgsmål, om livet overhovedet ville kunne udvikle sig under sådanne forhold. Månen skaber også tidevand, og det betyder, at områder på Jorden jævnligt oversvømmes ved højvande. Dette er ikke blot en kuriositet, disse oversvømmelser har måske været afgørende for, om livet er kommet op på land. Et utal af dyr som fisk er blevet båret med højvandet, og når det har trukket sig tilbage, er mange af disse havdyr døde. Men over millioner af år har nogle lært at tilpasse sig, og det er fra dem, det landbaserede liv stammer. Kan Månens tyngdekraft have hjulpet Jordens magnetfelt? Mindre sikkert er det, om Månen har spillet en rolle for, at Jorden har et ret stærkt magnetfelt, der i høj grad er med til at beskytte livet – herunder os mennesker – mod partikelstrålingen fra Solen. Månen har ikke ...