Tre grunde til, at Infantino altid overlever sine kriser\nTo vigtige begreber: soft power og sportswashing\nMekanisme 1: Infantino taler til dem, der stemmer – ikke til os\nUEFA mod FIFA: moral eller magtkamp?\nMekanisme nr. 2: Mere fodbold som svar på kritik\nMekanisme nr. 3: Konflikten kan bruges aktivt\nFans og medier har magt, men den er indirekte\nHvad betyder det for fremtiden?

Italienske Gianni Infantino har i et årti været en af fodboldens mest magtfulde mennesker som præsident for det internationale fodboldforbund FIFA. Han har en mærkelig position i verdenssporten: han er en af de mest kritiserede personer i international idræt, og samtidig en af de mest sikre på sin post. De seneste uger er han blevet kritiseret fra alle sider for sine planer om at sælge ud af de kommercielle rettigheder til VM. Men meget taler for, at han klarer sig igennem krisen og bevarer sin magt – præcis som han har gjort før. Hvordan kan det lade sig gøre? Hvorfor falder han ikke, når det virker som om, alt brænder omkring ham? Som forsker i sportens politiske magtspil vil jeg pege på tre centrale mekanismer, der hjælper med at forklare Infantino-fænomenet. De handler om: Hvem Infantino taler til, når han skal sikre sin position. Hvordan han håndterer kritik ved at tilbyde mere fodbold. Hvordan han gør modstand til brændstof for endnu mere magt. Inden vi går videre, vil jeg forklare to begreber, som fylder meget i debatten om FIFA: soft power og sportswashing. Soft power blev oprindeligt udviklet af den amerikanske forsker Joseph Nye og handler om en stats eller organisations evne til at forme andres præferencer gennem tiltrækning og indflydelse frem for gennem militær magt eller økonomisk pres. Det sker via kultur, værdier, diplomati og i høj grad sport, hvor man forsøger at skabe goodwill, positive associationer og politisk indflydelse gennem et attraktivt image. Sportswashing opstod som et kritisk slagord brugt af journalister til at beskrive situationer, hvor stater eller magtfulde aktører bruger sport til at aflede opmærksomhed fra krænkelser af menneskerettigheder, autoritær styring eller korruption. Et af de mest omtalte eksempler er VM i fodbold i Qatar 2022, hvor værtslandet blev beskyldt for at bruge turneringen til at forbedre sit internationale image, samtidig med alvorlig kritik af behandlingen af migrantarbejdere og manglende demokratiske rettigheder. Senere er sportswashing blevet udviklet som analytisk redskab i forskningen. Der findes dog ikke én entydig definition. Forskellige forskere understreger forskellige aspekter. Infantino står midt i det her landskab. Han leder en organisation, der både er en af verdens stærkeste soft power-maskiner og et tilbagevendende eksempel i sportswashing-debatten. Både når det gælder valg af værtslande, håndtering af menneskerettigheder og måden, FIFA kommunikerer sin egen rolle i verdensfodbolden. Når vi ser på hans aktuelle krise, giver det derfor mening at læse den ind i netop dette krydsfelt mellem soft power og sportswashing. Mange fans og medier taler om fodbold som 'folkets' sport, noget der bør tilhøre fans, lokalklubber og landshold, ikke toppen af internationale forbund. Men Infantino er ikke afhængig af, hvad vi som tilskuere mener. Han er afhængig af stemmerne fra de 211 nationale fodboldforbund, der udgør FIFA. Når han lover flere VM-pladser til Afrika og Asien, større udviklingsmidler til små forbund og flere turneringer, taler han direkte til dem, der bestemmer hans politiske skæbne. Et nationalt forbund kan være dybt bekymret over menneskerettigheder i et værtsland, men det kan samtidig være økonomisk og sportsligt afhængigt af FIFA. Samtidig har Infantino gennem FIFA Forward-programmet og planerne om nye kommercielle selskaber lovet markant øgede udviklingsmidler til medlemsforbundene, med ekstra milliarder af dollars til baner, talentarbejde og landsholdsaktiviteter som en gylden mulighed for dem, der stemmer på ham. I praksis betyder det, at Infantino kan være upopulær i Europa og i den bredere offentlighed, men stadig have solid opbakning blandt de forbund, der stemmer. Det er klassisk organisationslogik. Man prioriterer den indre kreds frem for det ydre image. Når Infantino vil bevare magten, har han først og fremmest øjnene rettet mod de forbund, der skal stemme på ham ved næste valg, og ikke mod, hvad aviserne skriver i Europa eller stemningen bl...