Mærkelig fornemmelse i fødderne ved højder? Her får du forklaringen\nLangt fra en irrationel reaktion\nNoget helt andet end vertigo\nHvorfor netop fødderne?\nNervesystemet lytter mere opmærksomt til fødderne\nHjernen sorterer og prioriterer\nForskel på, hvor følsomme vi er over for sanseindtryk
Videnskab.dk - Automatisk oplæsning · Videnskab.dk
Beskrivelse
Jeg vil ikke sige, at jeg er bange for højder. Jeg kan gå på en sti langs en klint eller kigge ud fra en høj bygning uden det sus af panik, som mange ofte forbinder med højdeskræk. Det, jeg virkelig ikke bryder mig om, er noget, der er langt sværere at forklare: Den særlige fornemmelse i fødderne. Det er en fornemmelse, som er vanskelig at beskrive. Det er ikke følelsesløshed, og det er heller ikke prikken. Det nærmeste, jeg kan komme, er en mærkelig bevidsthed om fodsålerne, en slags summen. I lang tid antog jeg, at det blot var en sær personlig reaktion, men mange fortæller om noget lignende, når de står tæt på en dyb kløft eller højt oppe tæt på kanten. Omkring en fjerdedel af befolkningen oplever en vis grad af ubehag i højden, og i eksperimentelle forsøg udviser de fleste deltagere målbare ændringer i balance og kropsholdning, når de bliver udsat for et brat fald. Det er langt fra en irrationel reaktion, men derimod et udtryk for, hvor raffineret nervesystemet regulerer kroppens balance. I højden ændrer nervesystemet den måde, balancen bliver reguleret på. Der bliver skruet op for sanseindtrykkene fra fødderne, som så at sige bliver "opreguleret". De posturale muskler, som hjælper med at holde dig oprejst, i balance og stabil, spændes en smule, og bevægelserne bliver mere forsigtige. Det er en del af den normale proprioception, som er kroppens indre sans for, hvor den befinder sig i rummet. I modsætning til synet, som fortæller dig, hvor tingene omkring dig befinder sig, fortæller proprioceptionen dig, hvor du selv befinder dig. Når du står tæt på en kant højt over jorden, begynder hjernen i højere grad at støtte sig til signalerne fra fødderne og skruer så at sige op for dem. Små forskydninger i tryk og svaj i kroppen bliver forstærket, og bevægelserne bliver styret mere stramt og bevidst. Det er noget helt andet end vertigo. Vertigo skyldes forstyrrelser i det indre øre eller i forbindelserne mellem øret og hjernen og giver en falsk oplevelse af bevægelse, som ofte bliver beskrevet som om omgivelserne snurrer rundt. Den fornemmelse, man kan få, når man er højt oppe, skyldes altså ikke, at verden lader til at bevæge sig, men at kroppen holdes mere omhyggeligt på plads. Det interessante er, at reaktionen ikke kun opstår hos de personer, der lægger mærke til den. Nervesystemet foretager justeringer hos næsten alle. Hos de fleste forbliver de i baggrunden, mens de hos andre træder frem i bevidstheden som en mærkværdig kropslig fornemmelse. Fødderne er kroppens vigtigste kontakt med underlaget og derfor én af dens bedste kilder til sanseinformation. Fodsålerne rummer en høj koncentration af specialiserede sanseceller og receptorer, blandt andet Merkel-celler samt Meissner- og Pacini-legemer. De reagerer hver især på forskellige former for tryk, stræk og bevægelse. Merkel-celler reagerer på vedvarende tryk og leverer løbende information om, hvordan vægten er fordelt over foden, og om du læner dig en smule frem, tilbage eller til den ene side. Meissner-legemer (eller Meissner-korpuskler) er specialiserede mekanoreceptorer, som findes i vores hud. De er mere følsomme over for let berøring og små forandringer. De registrerer de fine forskydninger, der opstår, når kroppen svajer. Pacini-legemer (også kaldet Vater-Pacinis legemer) ligger dybere i vævet og er meget følsomme over for vibrationer og hurtige ændringer i trykket. Det gør nervesystemet i stand til at registrere selv de mindste ændringer i fodens kontakt med underlaget. Under normale forhold arbejder disse receptorer ubemærket i baggrunden, så du kan stå, gå og flytte vægten uden at tænke over det. Men tæt på en kant eller afgrund højt over jorden får signalerne pludselig større betydning. Fejlmarginen bliver mindre, og selv små trykændringer – kroppens svage svajen eller vægtens forskydning fra hæl til forfod – kan få større konsekvenser. Nervesystemet reagerer ved at skrue op for følsomheden over for disse signaler. Man kan sige, at det lytter mere opmærksomt til fø...