Dansk opfindelse: Sådan kan mikroorganismer gøre planter sundere for mennesker og dyr
Videnskab.dk - Automatisk oplæsning · Videnskab.dk
Beskrivelse
Ny dansk forskning kan øge næringsindholdet i plantebaserede fødevarer og blandt andet hjælpe mennesker i lavindkomstlande til at undgå fejlernæring. Det skriver DTU Fødevareinstituttet i en pressemeddelelse. Her beskrives det, hvordan forskere i et nyt videnskabeligt studie har brugt fermentering til at ændre sammensætningen af aminosyrer i plantefødevarer, så de bliver mere næringsholdige og dermed sundere. "Planteproteiner indeholder ikke de rette aminosyrer i tilstrækkelige mængder i forhold til at være en ideel næringskilde til mennesker. Vores løsning er at bruge mikroorganismer til at berige plantebaserede fødevarer med essentielle aminosyrer samt vigtige vitaminer," siger Christian Solem, lektor på DTU Fødevareinstituttet og medforfatter til det nye studie, ifølge pressemeddelelsen. I studiet fokuserer forskerne på hestebønner og rapskage, der i vid udstrækning fremstilles i Danmark. Rapskage er det proteinholdige materiale, der bliver tilovers, når olie presses ud af rapsfrø. Både hestebønner og rapskage kan spises af mennesker og dyr. "Det interessante er, at vi kan bruge mikroorganismer til at forbedre aminosyreprofilen i plantebaserede råvarer, samtidig med at vi kan gøre planteproteinet mere fordøjeligt ved at nedbryde det delvist," siger Christian Solem. "Det er gavnligt, fordi mange planteafgrøder indeholder antinæringsstoffer, som gør det svært for vores fordøjelsessystem at tilgå de næringsstoffer, der er i plantebaserede fødevarer." Ifølge forskerne kan den nye metode bidrage til at modvirke fejlernæring i lavindkomstlande, der blandt andet kan skyldes en ensidig plantebaseret kost. Samtidig kan den næringsfremmende fermentering føre til bedre dyrefoder – ikke mindst inden for økologisk dyreproduktion, hvor det ikke er tilladt at tilføre foderet syntetiske aminosyrer, lyder det. Forskerne har i det nye studie vist princippet med aminosyren lysin og arbejder nu på at udvikle lignende løsninger målrettet andre essentielle aminosyrer.