Top-ulveforsker tilbød gratis hjælp til at tackle dansk problemulv - fik aldrig svar\nOverhørte tilbud om hjælp\nDansk professor anbefalede ekspert\nHjælp til bedøvelse blev ignoreret\nEkspert: Danske myndigheder dukker aldrig op\nMangler viden om danske ulve
Videnskab.dk - Automatisk oplæsning · Videnskab.dk
Beskrivelse
Danske myndigheder har i månedsvis forsøgt at få ram på den vestjyske 'problemulv', der den 13. august endte med at blive skudt og fremvist på et pressemøde. Men selvom opgaven med at lokalisere og skyde ulven viste sig at være vanskelig, overhørte myndighederne flere håndsrækninger og tilbud om hjælp fra en førende, international forsker i problemulve. Det viser en email-korrespondance mellem forskere og myndigheder, som Videnskab.dk har fået adgang til, og det overrasker langt fra Hans Peter Hansen, som er ekspert i forvaltning af ulve. "Det ligger i forlængelse af de skyklapper, som danske myndigheder generelt har haft på i forhold til at anvende viden og erfaring fra andre lande til at kunne forvalte og håndtere ulve på den bedst mulige måde," siger Hans Peter Hansen, som er mangeårig forsker i naturforvaltning på Aarhus Universitet, til Videnskab.dk. "Det er påfaldende, at den ene politiker efter den anden puster sig op i medierne over for ulve, men på de indre linjer gør man så utrolig lidt." Kritikken kommer i kølvandet på historien om, at problemulven, som i august 2026 blev skudt nær Houstrup i Vestjylland, har været i myndighedernes søgelys på grund af problematisk adfærd siden januar 2026. Over for Videnskab.dk har flere forskere kritiseret, at det tog myndighederne mere end et halvt år at få ram på problemulven - og kaldt indsatsen mod ulven for "passiv," "ineffektiv" og "uacceptabel." Videnskab.dk har fået adgang til mails, som viser, at den anerkendte forsker i problemulve, Valeria Salvatori, to gange har henvendt sig for at tilbyde danske myndigheder sin ekspertise uden at modtage et svar. "Vi havde hørt om ulven i Danmark, og som et led i et større internationalt forskningsprojekt tilbød vi vores hjælp til de danske myndigheder," fortæller Valeria Salvatori, som har været forskningsleder på det internationale ulveforskningsprojekt Life Wild Wolf, finansieret af EU. "Det er et gratis tilbud, hvor vi hjælper myndigheder i forskellige lande som en del af vores forskningsprojekt." "Et panel af forskere kan være i dialog med myndighederne og videreformidle deres råd og viden om håndtering af ulve," siger Salvatori, som også har været forskningsleder på udarbejdelsen af internationale guidelines til håndtering af problemulve. Det var den danske professor og ulveforsker Peter Sunde, som første gang i november 2025 videreformidlede tilbuddet om hjælp fra Valeria Salvatori i en mail til Naturstyrelsen og Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø. Heri beskrev han Valeria Salvatori som "en af Europas mest vidende og erfarne" ulveforskere. På det tidspunkt havde Danmark endnu ikke haft egentlige tilfælde af problemulve, men forskerne mente, at det ville være en god ide at være forberedte, hvis det skulle ske. Få måneder senere blev en ulv gentagne gange observeret helt tæt på mennesker, og i februar 2026 beskrev forskere situationen med den pågældende ulv som "alvorlig" og "virkelig skræmmende" over for myndighederne. I samme måned fik Naturstyrelsen til opgave at regulere – skyde – ulven. Da ulven fortsat var på fri fod i maj, gentog Peter Sunde og Valeria Salvatori 19. maj tilbuddet om hjælp til håndtering af problemulven i Oksbølområdet i en mail til Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø. Fik du nogensinde et svar fra de danske myndigheder på dine henvendelser? "Nej. Jeg tænker, at de sikkert bare har haft meget travlt, og derfor ikke har nået at svare," siger Valeria Salvatori, som tidligere har bistået myndigheder i Holland og andre lande med hjælp til håndtering af problemulve. Professor Peter Sunde har også tidligere hjulpet myndighederne med at få kontakt til en dyrlæge i lokalområdet, som havde erfaring med at skyde dyr med bedøvelse fra en zoologisk have og dyrehegn. Sunde skrev i en mail til Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø i maj, at det kunne være relevant at være klar til at kunne bedøve problemulven, "for eksempel i byområder, hvor skydevåben ikke kan finde anvendelse." Men hel...