Stridsvognen var verdenshistoriens første supervåben\nVerdens første supervåben\nStridsvognens indtog i Mellemøsten\nStridsvognen og indoeuropæerne

Det hele kan se lidt sort ud for tiden. Men måske er vi mennesker bedre rustet til fremtidens udfordringer, end vi lige går og tror? Det er tanken bag bogen bogen 'De menneskelige samfunds historie fra fortid til nutid', som følger menneskets vej fra jægerstenalderen til i dag. Et enkelt nedslag i det forløb er – på godt og ondt – udviklingen af menneskets første supervåben. Hvordan det gik til, kan du læse i dette let redigerede uddrag fra bogen. Mennesket tæmmede hesten et sted mellem 3500 f.v.t. og 2200 f.v.t. Der er enighed om, at det skete i området nord for Det Kaspiske Hav, altså et sted i Centralasien. Hesten revolutionerede krigsførelsen, fordi den banede vejen for verdenshistoriens første komplekse supervåben: stridsvognen. Den oprindelige stridsvogn kørte på to hjul, og den blev trukket af et mindre spand heste. Den havde plads til en fører og en bueskytte, og den gjorde det muligt at beskyde fjendtlige fodtudser på sikker afstand, ja, faktisk at meje modstandernes infanteri ned, hvis der var tale om en sværm af stridsvogne. I perioden fra omkring 1800 f.v.t. og knap 1.000 år frem var dette mobile skyts nøglen til militær succes i Eurasiens store civilisationsområder. Specielt afgørende var den i det åbne terræn, vi finder i Mellemøsten, Centralasien, Nordindien og dele af Østasien. Europa var med sine vidtstrakte skovområder og bjerge og bakker mindre fremkommelig for stridsvogne, men selv her finder vi det nye super våben afbilledet på en måde, der viser, at det nød stor prestige, for eksempel i fresker fra græske bronzealdersamfund, og vel også i vores egen Solvogn. Først efter år 1000 f.v.t. blev stridsvognen erstattet af kavaleri, der normalt opererede sammen med infanteri. Samtidig gjorde jernvåben og rustninger det muligt for infanteri at beskytte sig imod stridsvognene og dermed undgå at bryde linje og flygte i panik i mødet med tohjulede fjender. Stridsvognens store tidsalder var forbi, men den havde vendt op og ned på magtforholdene og tilsyneladende også sprogstammerne i store dele af Eurasien. Stridsvognen synes at være opfundet det samme sted, som hesten blev tæmmet, nemlig i området omkring Det Kaspiske Hav, muligvis helt tilbage omkring år 2000 f.v.t. Herfra spredte den sig hurtigt på tværs af Eurasien. Inden for få hundrede år efter 1800 f.v.t. dukker stridsvognen op i Mellemøsten, herunder Egypten, i Iran og Nordindien, mod vest i det græske område og i Nordeuropa samt langt mod øst i Nordkina. Den første definitive dokumentation finder vi i hittitiske relieffer i Anatolien omkring 1800 f.v.t., og hittitterne skulle i de kommende århundreder projicere magt fra deres anatolske base og ind i Mellemøsten ved hjælp af det nye supervåben. I 1600 f.v.t. erobrede og ødelagde de den mægtige by Ebla i det nordlige Syrien – hvis konger kan spores helt tilbage til omkring 2600 f.v.t. – i 1531 f.v.t. plyndrede de selveste Babylon, og i 1274 f.v.t. stødte hittitternes stridsvognshær ved Kadesh i Syrien sammen med den egyptiske farao Ramses 2.s stridsvognshær i det, der bliver anset som oldtidens største slag med det nye supervåben. Egypterne havde på det tidspunkt taget den nye våbenteknologi til sig, og slaget endte tilsyneladende uafgjort. Stridsvognen styrkede overalt magthaverne, fordi den var så dyr at producere og anvende, og den var med til at bane vejen for verdens første egentlige internationale system, bestående af stater som Egypten, hittitterne, Mitanniriget, Babylon og Assyrien, i perioden 1500-1200 f.v.t. (Finer, 1996, 175-176). Kongerne i disse stater havde regelmæssige diplomatiske udvekslinger, hvori de titulerede hinanden som 'storkonge' og hengivent omtalte hinanden som 'broder'. I perioden indtil 1200 f.v.t., hvor flere af disse riger forsvandt i det, der bliver kaldt "det store bronzealderkollaps", interagerede Mellemøstens stormagter på flere niveauer: diplomatisk, via handel samt naturligvis militært. Arkæologer knytter stridsvognens spredning til de indoeuropæiske folkeslag, hvis urhj...