Spring til indhold
Straffefanger i oprør: Arkæologer dykker ned i et af danmarkshistoriens mest dramatiske mytterier - Videnskab.dk - Automatisk oplæsning

Straffefanger i oprør: Arkæologer dykker ned i et af danmarkshistoriens mest dramatiske mytterier

Videnskab.dk - Automatisk oplæsning · Videnskab.dk

11. maj 2026 13m
0:00 13m

Beskrivelse

Det er daggry 20. januar 1683. Skibet Havmanden befinder sig i udkanten af Den Engelske Kanal mellem England og Flanderns kyst, og danmarkshistoriens nok mest spektakulære mytteri er ved at tage sin begyndelse. Utilfredsheden har længe ulmet ombord på skibet, som er på vej til den danske koloni Skt. Thomas i Caribien. En af de mange vrede mænd ombord er straffefangen Jochum Gulliksen. Ligesom cirka 100 andre straffefanger fra København er han ufrivilligt blevet sendt afsted til Skt. Thomas for at arbejde som slave i den unge og uroplagede danske koloni. Gulliksen har imidlertid en særlig fortid på Havmanden. Før han blev dømt til et liv som straffefange, var han højtstående sømand på selvsamme skib, hvor han nu sidder i fangenskab. Men selvom han er fange, har han konspireret med besætningen ombord om at gøre oprør, og nu skal det være alvor. Hævntørsten er stor, og der er blod, drab og skud i vente. Dykker ned i dramaet Historien om fregatten Havmanden har igennem århundreder givet anledning til både gys og fascination, og nu dykker Nationalmuseet bogstavelig talt ned i historien endnu en gang. 11.-15. maj drager et hold marinarkæologer på ekspedition til Björkö i den svenske skærgård nord for Göteborg, hvor vraget efter Havmanden befinder sig. Her skal arkæologerne blandt andet kortlægge vraget og tage prøver af træværket for at fastslå, hvor og hvornår skibet er bygget. "Hele historien om Havmanden er så vanvittig og voldsom, at den ville passe perfekt til et tv-drama," fortæller Andreas Kallmeyer Bloch, som er marinarkæolog ved Nationalmuseets Center Njord – Center for maritim og submarin kulturarv og en af de dem, der skal dykke ned til Havmanden. "Det gør det selvfølgelig kun ekstra spændende at skulle dykke deroppe, når der ligger en så vild historie bag det hele." Eller som hans kollega, søfartshistoriker Asger Nørlund Christensen, formulerer det: "Der har været flere andre mytterier i dansk skibshistorie, men det her er klart det mest voldsomme og spektakulære eksempel. Det er ren 'Pirates of the Caribbean'." Kaptajnen trygler for sit liv Ombord på Havmanden er stemningen intens. En gruppe mænd under ledelse af straffefangen Jochum Gulliksen og bådsmanden Hans Biermann truer kaptajnen, som beder for sit liv. "Min kære Hans," trygler den hollandske kaptajn Jan Blom. "Jeg er egentlig gammel nok til at dø, men for Guds og min arme kones og små børns skyld; lad mig beholde livet. Jeg vil give eder (jer, red.) 100 rigsdaler." Kaptajn Blom har igennem hele den to måneder lange sørejse fra København været usædvanlig hård, og han har blandt andet plaget sin besætning ved at give dem alt for lidt mad og drikke. Så kaptajnens bøn om nåde preller af på de ophidsede mænd. "Det er for silde (sent, red.)," lyder det fra bådsmanden Hans Biermann. "Det skulle du have gjort noget før. Der er ingen nåde hos mig, men hos Gud er der nåde." Historien lå gemt og glemt i en kasse Hele dramaet og replikkerne fra de medvirkende er skrevet ned af et underordnet besætningsmedlem ombord, Simon Braad. Hans beskrivelser er ifølge historiker Johan Heinsen den bedste kilde, vi har, til det spektakulære mytteri på Havmanden. Han fandt selv Simon Braads tekst i en kasse på Rigsarkivet, som ifølge Heinsen ikke havde været gennemgået, før han i 2017 skrev et prisvindende forskningsværk om mytteriet på Havmanden. "Simon Braads tekst er klart den mest pålidelige og detaljerede beskrivelse, vi kender. Han har ikke noget i klemme og har blot observeret forløbet fra sidelinjen," fortæller Johan Heinsen, som er professor og historiker ved Institut for Samfund og Politik på Aalborg Universitet. Kaptajnen flygter ud på roret Der opstår klammeri ombord på Havmanden, hvor kaptajn Blom uden held har bedt for sit liv. Kaptajnen får barrikaderet sig i sin kahyt bagerst i skibet. Med Gulliksen og Biermann i spidsen stormer oprørerne ned til kahytten og får flået døren op. Kaptajn Blom forsøger at flygte ud gennem et vindue, og derfra springer han ud på skibets ro...

Andre episoder fra Videnskab.dk - Automatisk oplæsning Se alle episoder →