Spring til indhold
Stjernerne guider gødningsbillen gennem natten - Videnskab.dk - Automatisk oplæsning

Stjernerne guider gødningsbillen gennem natten

Videnskab.dk - Automatisk oplæsning · Videnskab.dk

23. maj 2026 5m
0:00 5m

Beskrivelse

Hvis du har kigget på en kokasse på en mark, har du sikkert også set en gødningsbille. Selvom det kan vække afsky at tænke på, at billen lever af andre dyrs efterladenskaber, er den en af naturens oversete helte. Dens indsats er afgørende for økosystemets balance, da den recirkulerer næringsstoffer og holder naturen ren. Den afrikanske gødningsbille (Scarabaeus satyrus) har oven i købet vist sig at have endnu en enestående evne: den navigerer efter stjernerne. Det har et svensk forskerhold med professor Marie Dacke i spidsen vist - blandt andet ved hjælp af små bitte paraplyer. En livsvigtig retning Når en gødningsbille finder frisk møg, går den straks i gang med enten at spise eller at rulle en møgkugle væk for at sikre sig fødeforråd. Konkurrencen er hård, og for at undgå tyveri fra andre biller, skal den rulle sin kugle væk i en ret linje. Den mest effektive måde at flygte fra 'kamppladsen' er nemlig den korteste vej ud. Forskerne fra Lunds universitet har undersøgt, hvordan billen holder kursen. Hypotesen var, at de bruger lysende objekter på himlen til orientering - en evne, man aldrig før havde undersøgt hos insekter. Tidligere observationer har nemlig vist, at billerne mister evnen til at gå lige i overskyet vejr. I stedet ender de i en 'random walk' eller 'drunkard walk' - en retningsløs og ineffektiv slingren. Vandreture under den afrikanske stjernehimmel For at teste teorien om, at gødningsbiller bruger lys fra objekter på himlen til at finde vej, udførte professor Marie Dacke og hendes kolleger i 2011 og 2012 forsøg på den afrikanske savanne. De byggede en arena med en diameter på 240 cm og 100 cm høje vægge. Væggene sikrede, at billerne ikke kunne bruge landemærker ved horisonten til at finde vej. Alle eksperimenter blev udført under en stjerneklar nattehimmel. Forskerne klistrede små pap-paraplyer på billernes hoveder for at blokere deres udsyn til himlen. Resultaterne var tydelige. Uden paraply (frit udsyn): Billen rullede sin kugle ud til kanten via en vejstrækning på gennemsnitligt 208 cm. Med paraply (intet udsyn): Den tilbagelagte vejstrækning blev signifikant længere, i snit 477 cm. Kontrol: Biller med gennemsigtige paraplyer klarede turen på 143 cm, hvilket udelukkede, at selve paraplyen generede billen. Målingerne af distancen blev udført, mens et kamera var ophængt på et stativ hængende over arenaen. Dermed var der stadigvæk mulighed for billerne at bruge kamera som et pejlemærke til sin navigering. For at udelukke denne mulighed benyttede forskerne sig af tidsmålinger med et stopur. Fordi billens hastighed blev målt til at være konstant, er den tilbagelagte vejstrækning proportional med det målte tidsinterval. Derfor svarer en kortere tidsmåling til en kortere tilbagelagt vejstrækning (væk fra føden). Derfor brugte forskerne tidsmålinger målt i sekunder til at måle billernes bevægelsesmønster efter de blev placeret i centrum af arenaen. Kuglerulning i måneskin og lys fra stjernerne Forskerne undersøgte også Månens betydning. Ved fuldmåne tog det billerne omkring 21 sekunder at forlade arenaen. Ved nymåne, hvor Månen er mørk, steg tiden til 40 sekunder. Dette bekræftede, at billerne bruger himmelske lyskilder som kompas. For at teste om de ser enkelte stjerner eller hele galaksen, flyttede man forsøget ind i et planetarium. Her testede man fem scenarier: 1. Naturtro himmel: 4000 stjerner og Mælkevejen (tid: 43 sekunder). 2. Kun Mælkevejen: Det diffuse lysbånd fra vores galakse (tid: 53 sekunder). 3. Uden de 18 klareste stjerner: Præstationen forblev høj. 4. Kun de 18 klareste stjerner: Præstationen faldt. 5. Totalt mørke (tid: 120 sekunder) Konklusionen i studiet er derfor entydig: Det er Mælkevejens samlede lys, der guider billen. Den mestrer elementer af euklidisk geometri - altså er den korteste vej for billen en ret linje - og den har gennem millioner af års evolution udviklet evnen til at undgå en 'random walk' ved hjælp af kosmos. Nattemørke: En livsvigtig ressource Nattemørket er ikke blot fra...

Andre episoder fra Videnskab.dk - Automatisk oplæsning Se alle episoder →