Stanford-fængselseksperimentet: Hvorfor bliver kontroversielle psykologiske forsøg ved med at fascinere os? Den amerikanske socialpsykologis guldalder Stanley Milgrams eksperiment: Forsøgspersoner gav elektriske stød Stanford-eksperimentet: Fængselsbetjentene blev ekstremt brutale Hård kritik? Hvad kan disse eksperimenter egentlig lære os?
Videnskab.dk - Automatisk oplæsning · Videnskab.dk
Beskrivelse
To af psykologiens mest berømte eksperimenter, Stanford-fængselseksperimentet og Stanley Milgrams lydighedsforsøg, er af journalister og forskere blevet beskyldt for at bygge på ikke-erkendt manipulation manipulation og vildledende fremstillinger af resultaterne. Eksperimenterne er blevet kaldt for et bluffnummer, en løgn og svindel. Retraction Watch, et website, der holder øje med tilbagetrukne forskningsartikler, har bragt et indlæg, som argumenterer for, at artiklen om Stanford-eksperimentet bør trækkes tilbage. Psykologer har ligefrem fået at vide, at næsten alt, hvad de troede, de vidste om Stanley Milgram, er forkert. Alligevel er interessen ikke aftaget. I denne måned har Netflix udgivet seks afsnit af The New Stanford Prison Experiment, som igen har sat forsøget fra 1971 i søgelyset. Hvorfor bliver vi ved med at vende tilbage til disse stærkt kritiserede eksperimenter? En del af forklaringen er, hvor opsigtsvækkende de oprindelige resultater var. De stammer fra en periode, der ofte bliver kaldt 'den amerikanske socialpsykologis guldalder', som fandt sted fra 1950'erne til begyndelsen af 1970'erne. I løbet af disse år gennemførte forskere dramatiske eksperimenter, der undersøgte, hvordan grupper og autoriteter påvirker almindelige menneskers adfærd. I 1950'erne undersøgte socialpsykologen Solomon Asch gennem en række eksperimenter eksempelvis, hvordan gruppepres påvirker menneskers dømmekraft og tilbøjelighed til at rette ind efter flertallet. Forsøgspersonerne skulle løse en enkel opgave: at vurdere længden af forskellige streger. Hvad de ikke vidste, var, at de øvrige deltagere i gruppen var instrueret i at give det samme åbenlyst forkerte svar. Resultaterne viste, at når forsøgspersonerne skulle vurdere stregernes længde på egen hånd, svarede de korrekt i 99 procent af tilfældene. Men når de blev konfronteret med gruppens svar, faldt andelen af korrekte svar til 63 procent. Psykologiske lærebøger fokuserede naturligt nok på denne dramatiske stigning i fejlvurderinger. I begyndelsen af 1960'erne på Yale University fik Stanley Milgram frivillige forsøgspersoner til at tro, at de deltog i en undersøgelse af hukommelse og indlæring. De blev bedt om at give en mand i et andet rum elektriske stød, hver gang han svarede forkert på et spørgsmål. Stødene skulle gradvist øges i styrke, helt op til et niveau, der var mærket som: "Farligt" og: "XXX". Stødene var ikke ægte, og manden var skuespiller, men det vidste forsøgspersonerne ikke. I den mest kendte version af eksperimentet fortsatte 65 procent helt op til den højeste styrke på skalaen, når en mand i en grå laboratoriekittel bad dem om at fortsætte. I slutningen af 1960'erne undersøgte psykologerne John Darley og Bibb Latané, hvorfor mennesker så ofte undlader at hjælpe i nødsituationer. I et af deres eksperimenter hørte frivillige over et samtaleanlæg, hvad der lød som en anden forsøgsperson, der fik et epileptisk anfald. Jo flere, de troede, der også kunne høre anfaldet, desto mindre tilbøjelige var de til selv at hente hjælp. En anden fremtrædende forsker fra denne periode var Philip Zimbardo, der var psykolog ved Stanford University og senere blev formand for American Psychological Association. I august 1971 omdannede han kælderen under Stanfords psykologiske institut til et kunstigt fængsel. Han fordelte tilfældigt 24 mandlige studerende i rollerne som henholdsvis fængselsbetjente og indsatte, i et forsøg der efter planen skulle vare to uger. Men allerede efter seks dage måtte han afbryde eksperimentet, fordi nogle af fængselsbetjentene var blevet ekstremt brutale, mens en del af fangerne havde fået psykiske sammenbrud. I en analyse fra 2019 af arkivmaterialet fra Stanford argumenterede den franske forsker Thibault Le Texier for, at Philip Zimbardos forskerhold havde givet fængselsbetjentene instruktioner om, hvordan de skulle opføre sig. Deres adfærd var altså ikke spontan ifølge gennemgangen. Nogle af fangerne har senere fortalt, at de overdrev deres psykiske rea...