Sædkvaliteten ser ud til at være bedst om sommeren
Videnskab.dk - Automatisk oplæsning · Videnskab.dk
Beskrivelse
Et nyt studie har fundet, at sædceller fra mænd ser ud til at være mest mobile om sommeren og mindst i de kolde måneder. Det skriver Live Science på baggrund af ny forskning publiceret i tidsskriftet Reproductive Biology and Endocrinology. Men om det også påvirker fertiliteten, er endnu uvist og omdiskuteret. I studiet analyserede forskerne sædprøver fra mere end 15.000 potentielle sæddonorer i Danmark og Florida i USA. Alle var de i alderen 18 til 45 år, og alle havde de ansøgt om at blive sæddonorer. Herefter brugte holdet en computerassisteret sædanalyse til at måle sædvolumen, sædkoncentration og mobiliteten i sædceller i hver prøve. På tværs af Danmark og Florida fandt forskerne et ensartet mønster: De højeste niveauer af sædmobilitet, hvor sæden kan svømme effektivt i en lige linje, forekom i juni og juli måned, mens de laveste niveauer forekom i december og januar. Eftersom sædceller taget omkring 74 dage om at udvikle sig i kroppen, undersøgte forskerne også, om temperaturerne i ugerne op til ejakulationen kunne påvirke sædkvaliteten. Men det fandt forskerne ikke konkrete beviser for. Det lader med andre ord til, at sæsonbestemte måder at opføre sig spiller ind, snarere end temperaturerne. "Det faktum, at sæsonudsvingningen stadig eksisterede, når vi tog højde for omgivelsestemperaturen, fik os til at tro, at andre livsstilsændringer kunne være vigtige," fortæller studiets medforfatter Allan Pacey til Live Nation. "Dette kunne omfatte kost, motion og udsættelse for sollys. Men vi målte ikke disse ting, så det kan vi kun spekulere i." Da forskerne opdagede mønsteret med sæsonvariationer i sædkvaliteten, undrede de sig over, om par i Danmark og Florida, der ønsker at forsøge at få et barn, måske klarer sig bedre om sommeren. Men "det er bare en teori," fortæller Allan Pacey til Live Science. Det er dog ikke alle, der er lige begejstrede over for studiet. Den uvildige urolog og direktør for en amerikansk fertilitetsklinik Sherman Silber tror ikke, at den sæsonbestemte variation i sædmobiliteten har en påvirkning på den egentlige fertilitet. "Forskellene, der rapporteres i denne undersøgelse, er meget, meget små og gør ingen forskel overhovedet biologisk set," fortæller han til Live Science.