Spring til indhold
Rumsonden Voyager 1 når vild milepæl: Kan vi rejse til fjerne stjerner?
Voyager 1 og 2 var et ambitiøst projekt
Voyagers rejse og højdepunkter
Hvad venter forude?
Voyagers rejse vil fortsætte længere end Jordens levetid
Er Voyager begyndelsen på stjernerejser?
Robotter, ikke mennesker, vil blive fremtidens astronauter - Videnskab.dk - Automatisk oplæsning

Rumsonden Voyager 1 når vild milepæl: Kan vi rejse til fjerne stjerner? Voyager 1 og 2 var et ambitiøst projekt Voyagers rejse og højdepunkter Hvad venter forude? Voyagers rejse vil fortsætte længere end Jordens levetid Er Voyager begyndelsen på stjernerejser? Robotter, ikke mennesker, vil blive fremtidens astronauter

Videnskab.dk - Automatisk oplæsning · Videnskab.dk

15. november 2026 11m
0:00 11m

Beskrivelse

Onsdag 18. november bliver en mærkedag i rumfarten. Den dag når rumsonden Voyager 1 nemlig en afstand på ét lysdøgn fra Jorden. Voyager 1 er en af to ubemandede amerikanske rumsonder, der i 1977 blev opsendt fra Kennedy Space Center i USA. At Voyager 1 er nået ét lysdøgn ud i rummet betyder, at et radiosignal fra Voyager 1 nu vil være et døgn undervejs til Jorden, og det er den største afstand, nogen rumsonde endnu har nået. Voyager 1 har været næsten 50 år om at nå så langt, og det selvom Voyager er en af de hurtigste rumsonder, vi har sendt ud i Solsystemet. Vi vil i denne artikel følge Voyagers episke rejse, der stadig anses for et af rumfartens højdepunkter, og også se på, hvad denne rejse betyder for vores muligheder for at rejse til stjernerne. Voyager var efter datidens forhold et meget ambitiøst projekt. Bare 20 år efter, at den russiske satellit Sputnik 1 markerede rumalderens begyndelse, ville amerikanerne sende to rumsonder ud for at udforske det ydre solsystem, lige fra Jupiter til Pluto. Selvom det er nærliggende at tro, at Voyager 1 var den første, så blev Voyager 2 faktisk opsendt før Voyager 1. Det skete 20. august 1977, hvorefter Voyager 1 blev opsendt 5. september 1977. Ved opsendelserne udnyttede man en sjælden mulighed, da de ydre planeter netop i 1977 stod på en måde, så en rumsonde kunne flyve forbi Jupiter, Saturn, Uranus, Neptun og endda Pluto ved at udnytte planeternes tyngdekraft til at give et ekstra skub mod den næste planet. Egentlig var der kun penge til at flyve forbi Jupiter og Saturn, og det blev da også kun Voyager 2, der kom til at besøge fire planeter. Men i denne artikel vil vi kun følge Voyager 1. Voyager 1 havde så meget fart på, at den kun var halvandet år om at nå Jupiter. Det er langt hurtigere end moderne rumsonder, men forklaringen er, at Voyager 1 ikke skulle bremse ned ved ankomsten – den kunne bare fortsætte til næste planet. Da sonden i marts 1979 fløj forbi Jupiter, var afstanden til Jorden allerede over 40 lysminutter (et radiosignal fra Voyager 1 var nu 40 minutter om at nå til Jorden). Den var kun tæt på Jupiter et par dage, så den havde travlt med at tage billeder både af Jupiter og nogle af de mange måner. Det var i øvrigt ved denne lejlighed, at man opdagede de enorme vulkaner på månen Io. I november 1980 fløj Voyager 1 forbi Saturn, og afstanden til sonden var nu halvanden lystime. Det var her, man afskrev muligheden for at sende sonden videre til Pluto. For det vigtigste var at observere den skydækkede måne Titan, og den tætte passage af Titan ændrede rumsondens kurs så meget, at den forlod ekliptikas plan, hvor planeterne kredser. Voyager 1 fik nu en kurs, der danner en vinkel på 35 grader med ekliptika, og det gjorde det umuligt at besøge Pluto. Desværre var skydækket så tæt, at Voyager ikke kunne tage billeder af overfladen på Titan, og det var først mange år senere, man opdagede de enorme metansøer, der er de eneste have, vi kender i Solsystemet – bortset fra Jordens have. Næste højdepunkt var 10 år senere, da Voyager 1 tog det berømte billede af Jorden som en lille blå prik – 'a pale blue dot'. Afstanden til Solen var da seks lystimer. Derefter er tiden bare gået, og i 2012 nåede sonden ud i det, astronomerne kalder det interstellare rum, som er defineret ved, at vi nu er så langt fra Solen, at solvinden ikke længere dominerer. Det kan man læse mere om på NASA's hjemmeside. Nu skulle man tro, at der er mørkt ude i en afstand på ét lysdøgn fra Solen. Men sandheden er, at selv herude modtager man mere lys fra Solen end fra fuldmånen her på Jorden. Nok ses Solen som en stjerne, men den lyser så stærkt, at man ikke skal lede efter den på himlen. Sollyset er stærkt nok til at kaste skygge, så længere væk er Voyager ikke. Voyager 1 sender stadig signaler til Jorden, men for at spare på energien fra den lille plutoniumdrevne generator har man slukket for de fleste instrumenter. Kun to instrumenter sender data, nemlig et såkaldt magnetometer, der bruges til måling af ...

Andre episoder fra Videnskab.dk - Automatisk oplæsning Se alle episoder →