Rumkapløbet spidser til: Kinesisk gennembrud lægger pres på USA - det er dårligt nyt for Europa og verden\nGenbrug gør opsendelser billigere\nKonkurrencen mellem USA og Kina skærpes\nKina vil sikre sig plads til 200.000 satellitter\nRusland er sakket bagud, og Europa er udfordret\nDer er alligevel håb for Europa\nGenbrugsraketter kan gøre rummet kaotisk og overfyldt
Videnskab.dk - Automatisk oplæsning · Videnskab.dk
Beskrivelse
Kina har nu to gange bragt første trin af en raket til landing, på en måde så det kan genbruges. Det er en teknik, amerikanske SpaceX har anvendt siden 2015 med deres Falcon 9-raket, og som allerede har ændret rumfarten i USA. At Kina nu, som det andet land i verden også behersker denne teknik, vil gøre Kina til en endnu større konkurrent til USA – en udvikling, som amerikanerne naturligvis følger tæt. Den første landing fandt sted 10. juli med en Long March 10B-raket. Raketten har to trin, og det første trin blev indfanget af et net på et skib ude i havet. Dette er en anden teknik end den, SpaceX har anvendt. Den anden landing blev gennemført 18. august med en privatudviklet raket ved navn Zhuque-3, og her kan man måske i højere grad tale om, at Kina har set på, hvad SpaceX har gennemført. For Zhuque-3 ligner på mange måder Falcon 9, og landingsmetoden ser også ud til at svare til den, SpaceX anvender. Zhuque-3 er bygget af det kinesiske firma LandSpace, som allerede i december 2025 forsøgte at gennemføre en landing. Raketten fik godt nok opsendt en satellit, men da første trin skulle lande, endte det med en eksplosion tæt på startrampen. Men det er alligevel helt godt at gennemføre en landing allerede på andet forsøg – SpaceX har jo også selv haft mislykkede opsendelser. De kinesiske landinger er ikke blot tekniske bedrifter. De kan være begyndelsen på en ny fase af rumkapløbet, hvor billige genbrugsraketter gør det muligt at sende enorme mængder satellitter i kredsløb – og hvor Europa risikerer at blive hægtet af. Genbrugsraketter er allerede nu ved helt at ændre rumfarten, fordi det nedsætter prisen for en opsendelse. Hvor man i 'gamle dage' opsendte satellitter enkeltvis, er tendensen nu at opsende såkaldte megakonstellationer. Her samarbejder et meget stort antal satellitter om at løse en bestemt opgave. Det mest kendte eksempel på det er Starlink, der allerede nu omfatter mere end 11.000 internet-satellitter, men der er også andre og mindre konstellationer af satellitter, der overvåger Jorden. De mange Starlink-satellitter opsendes med Falcon 9-raketter, hvor første trin kan genbruges mange gange og dermed nedsætte prisen per opsendelse. Uden denne teknik og muligheden for at opsende op til 27 Starlink-satellitter med én raket, ville Starlink simpelthen blive for dyr at etablere. Inden vi ser på Kina, kommer først to nyheder fra USA, der viser, hvor afgørende rumfarten er ved at ændre sig som følge af genbrugsraketter: For det første kom Trump med et dekret 20. august 2026. Af det fremgår, at USA inden 2030 skal være i stand til at opsende 1.000 raketter om året. Det er mere end fem gange så mange opsendelser som nu, men, som det fremgår af dekretet, er det en nødvendig udvidelse for at sikre USA's militære og økonomiske dominans i rummet. Den forventede stigning er drevet af kommerciel og militær efterspørgsel efter kommunikationstjenester, overvågning af Jorden, rumbaseret styring af militære våben samt datacentre anbragt ude i rummet til brug for kunstig intelligens. For det andet underskrev SpaceX et par dage efter Trumps dekret en aftale med staten Louisiana om at bygge en ny stor rumhavn med ikke mindre end ti ramper til den store Starship-raket, som også kan genbruges. Det er en investering på mere end 100 milliarder dollar, og planen er, at man herfra årligt kan opsende tusinder af Starship-raketter, hvis opgave hovedsageligt vil være at opbygge nye megakonstellationer, sandsynligvis af datacentre i rummet. Både dekretet fra Trump og den nye rumhavn viser, at man forudser en total omlægning af den måde, vi hidtil har haft rumfart på, hvor megakonstellationer bliver dominerende. Vi kan være helt sikre på, at Kina følger med i de amerikanske planer og er ved at omlægge deres egen strategi. Det vil betyde en meget hurtig opfyldning af rummet med kinesiske megakonstellationer. Kina har allerede taget de første skridt til at sikre sig plads i rummet til 200.000 satellitter. Det er sket ved at ansøge den Interna...