Romersk fragtskib kaldes "et af årets vigtigste arkæologiske undervandsfund"
Videnskab.dk - Automatisk oplæsning · Videnskab.dk
Beskrivelse
Et romersk fragtskib har i over 2.000 år gemt sig lige ud for Siciliens kyst ved Mazara del Vallo. Det skriver The Guardian. Vraget er fundet, efter at fiskere i området tippede myndighederne - som ellers fik sig en overraskelse, da de sendte dykkere 46 meter ned under havoverfladen til det gamle skibsvrag. Det 21 meter lange og seks meter brede skib gemte nemlig på omkring 500 amforaer. Høje 'beholdere' i ler eller keramik, der har den karakteristiske smalle hals og to hanke, som vi alle nok forbinder en smule med antikkens Grækenland og Romerrigets keramik. Amforaerne er i sin tid blevet brugt til at fragte vin og olivenolie - og fundet af de 500 nye amforaer kan bruges som endnu et bevis på handelsruterne og de handler, der blev gjort i området omkring Middelhavet. Fund som de mange amforaer har stor betydning for arkæologer, der via fundene kan rekonstruere det handelsnetværk, der forbandt Italien med resten af Middelhavet i det første og andet århundrede før Kristi fødsel. Italiens kulturminister, Alessandro Giuli, har beskrevet fundet som: "Et af de vigtigste undervandsarkæologiske opdagelser i de senere år." Over de næste par måneder har arkæologerne planlagt yderligere undersøgelser af området, hvor de vil forsøge at datere skibsvraget og finde ud af, hvor det kom fra og hvor det skulle hen. Skibsvraget er ikke det eneste af sin slags, et andet skibsvrag blev i 2021 også fundet ud for Siciliens kyst. Øen har en central placering i gamle maritime ruter, der har forbundet Grækenland, Mellemøsten, Nordafrika og Europa med hinanden - og anses derfor for at være ét af de steder i Middelhavet, der er bedst til undervandsarkæologi.