Professor forklarer de skjulte udfordringer ved livet på Månen

For første gang siden Apollo-missionerne forbereder vi os ikke bare på en smuttur til Månen, men på at bo og arbejde der i uger, måneder og med tiden flere år. Men hvordan ville det egentlig være at opholde sig i længere tid på Månens overflade? Svaret er: fascinerende, ekstremt krævende og barskt. En spændende ny tidsalder for udforskningen af det dybe rum er undervejs. Det amerikanske Artemis-program har som mål at etablere en base på Månens overflade, hvilket markerer et grundlæggende skifte i måden, vi udforsker rummet på. I stedet for blot at efterlade 'flag og fodaftryk' som Apollo-missionerne, ønsker NASA at etablere en varig menneskelig tilstedeværelse på Månen og bringe astronauter til Månens sydpol; et område, der endnu ikke er udforsket af mennesker. Artemis-programmet sker i etaper. I 2022 testede Artemis I-missionen med succes Space Launch System-raketten (SLS) og Orion-rumfartøjet som et samlet system med en ubemandet mission rundt om Månen. 2. april 2026 blev fire astronauter sendt på en 10 dage lang tur rundt om Månen. Som NASA's første bemandede flyvning med Orion og SLS er Artemis II en helt central mission, der skal bekræfte, at systemer, som skal holde astronauterne i live med ilt, vand og mad, navigation, termisk beskyttelse og operationer i det dybe rum, fungerer sikkert med mennesker ombord. Før mennesker kan bo på Månen, skal rejsen derhen være dokumenteret sikker og pålidelig. Men NASA's langsigtede vision rækker langt ud over de første missioner. Rumagenturet planlægger at bruge 20 milliarder dollar (knap 130 milliarder kroner, red.) på en base på Månens overflade, som skal gøre det muligt at gennemføre gentagne og gradvist længere ophold. Formålet er at lære, hvordan mennesker kan arbejde og opholde sig bæredygtigt væk fra Jorden, hvilket på sigt skal bane vejen for fremtidige bemandede missioner til Mars, som er det helt store mål i horisonten. Helbredsmæssige udfordringer Et liv på Månen vil udfordre alle kroppens organsystemer. Forholdene på Månen udsætter astronauter for et særligt 'space exposome', som er de fysiske, kemiske, biologiske og psykologiske belastninger, som mennesker bliver udsat for i rummet. Det er blandt andet: Lav tyngdekraft, som er omkring en sjettedel af Jordens. Længerevarende eksponering for kosmisk stråling. Ekstreme temperaturskift. Giftigt månestøv. Isolation. Forstyrrede døgnrytmer. Lange perioder i indelukkede omgivelser. I modsætning til astronauter i lavt kredsløb om Jorden vil astronauterne på Månen i vidt omfang opholde sig uden for Jordens beskyttende magnetfelt. Det betyder større eksponering for rumstråling, som kan skade DNA, svække immunforsvaret og påvirke både hjernen og kredsløbet på mere subtile, men potentielt alvorlige måder. Den lave tyngdekraft ændrer også den måde, blod, ilt og væske bevæger sig rundt i kroppen på. Vægtløshed kan forstyrre transporten af blod, ilt og glukose til hjernen og dermed på sigt øge risikoen for neurologiske problemer og forstyrrelser i kredsløbet. Det er ikke nok at se på kroppens enkelte organer hver for sig, hvis vi virkelig vil forstå disse farer. Vi er nødt til i stedet at betragte det såkaldte 'space integrome', som er kroppens samlede, indbyrdes forbundne reaktion på forholdene i rummet, hvordan for eksempel hjerne, kredsløb, muskler, knogler, immunforsvar og stofskifte påvirker hinanden væk fra Jorden. En enkelt lille forstyrrelse i ét system kan få konsekvenser for resten af kroppen. Noget af det mest udfordrende er, at mange af de fysiologiske forandringer, der opstår i rummet, udvikler sig snigende. Astronauter kan føle sig raske, mens problemerne hober sig op under overfladen og først viser sig måneder eller endda år senere. Det er også derfor, at NASA lægger så stor vægt på overvågning af astronauternes fysiologi og på at begrænse de sundhedsmæssige risici i Artemis-programmets videnskabelige strategi. Træner i rummet Den gode nyhed er, at mennesker er bemærkelsesværdigt tilpasningsdygtige. Udfordringen er at...