Pride-parade: Fra skyld og skam til styrke og stolthed\nReligion satte sit præg på stoltheden\nRoden til al synd\nStolthed i krig og over 'hvidhed'\nPride som modsætning til skam

Stolthed er først og fremmest en social følelse. Den handler om vores position blandt andre, om selvtillid og om magt. Derfor har miljøet om LGBTQIA+ også gjort kollektiv stolthed til en central følelse, der kan skabe sammenhold og en oplevelse af at høre til. Juni er International Pride-måned, og over hele verden markerer LGBTQIA+-personer måneden som en måde at generobre styrke og værdighed på. Hvad vi er stolte af, og hvordan stoltheden føles, forandrer sig nemlig med tiden. Følelsen hænger tæt sammen med de sociale, kulturelle og politiske forhold på det sted og i den periode, vi lever i. Ligesom sin diametrale modsætning, skammen, lader stoltheden sig ikke fastholde i én entydig betydning. Ved at følge følelsens historie kan vi derfor blive klogere på, hvordan stolthed er blevet til det styrkende og politisk potente begreb, vi kender i dag – samtidig med at forskellige grupper forsøger at tage begrebet til sig og bruge det til deres egne formål. I den klassiske jødisk-kristne tradition havde stolthed oprindeligt en stærkt negativ klang. Evagrius Ponticus, som også blev kaldt Evagrius Eneboeren, var en kristen munk, asket og teolog i det 4. århundrede, som i et egyptisk ørkenkloster udviklede et psykologisk-spirituelt system omkring otte onde tanker (logismoi), hvor stolthed (hyperephania) anses for at være den absolut farligste og mest ødelæggende synd. Han beskrev stolthed som en overdreven forestilling om ens egen betydning. Stolthed var samtidig tæt forbundet med en anden af Ponticus' onde tanker: forfængelighed. Her var der tale om et overdrevent og uhensigtsmæssigt behov for ros, anerkendelse og beundring fra andre. Både stolthed og forfængelighed blev med andre ord betragtet som laster – egenskaber, der kunne føre mennesket på afveje. Evagrius Ponticus' tanker fik stor indflydelse og fandt vej til den vestlige kirke i begyndelsen af 400-tallet. I 500-tallet samlede pave Gregor 1. de otte "onde tanker" til de syv dødssynder, hvor stolthed og forfængelighed blev slået sammen. Gregor 1. pegede ligefrem på stoltheden som roden til al synd. Forklaringen var, at slangen i Edens Have spillede på Evas stolthed og ambition, to følelser, der fristede hende til at spise af den forbudte frugt. Men stoltheden blev ikke ved med kun at være noget negativt. I 1300-tallet begyndte den voksende europæiske adel og en stadig mere velstående købmandsklasse at tage ridderlige idealer og æreskodekser til sig. På trods af kirkens fordømmelse blev stolthed derfor efterhånden også knyttet til mere positive og verdslige forestillinger om ære, berømmelse i kamp og personlig anseelse. Denne form for stolthed kunne opfattes som både ægte, legitim og berettiget. På engelsk hang ordets oprindelige, negative betydning dog stadig ved. Uanset hvor god grunden til stoltheden var, hang en rest af synd og selvoptagethed ved begrebet. Et par århundreder senere beskrev den skotske filosof David Hume stolthed som en følelse, der grundlæggende handler om selvet. I sit berømte værk 'En afhandling om den menneskelige natur' ('A Treatise of Human Nature') fra 1740 skrev han, at selvom stolthed og ydmyghed er hinandens modsætninger, har de det samme objekt: os selv. David Hume gik endda et skridt videre. Det, vi er stolte af, betyder ifølge ham kun noget, hvis andre mennesker er klar over det. Den behagelige følelse af stolthed opstår med andre ord, når vi oplever, at andre respekterer og værdsætter os. Gennem en stor del af den vestlige historie har stolthed været tæt forbundet med hierarkier: Hvem står over hvem? Hvem fortjener vores beundring, og hvem gør ikke? Det gør stoltheden til en følelse med en tydelig politisk side. Da Storbritannien og de allierede i 1945 kunne fejre afslutningen på Anden Verdenskrig, blev britiske og australske aviser fyldt med overskrifter om 'stolthed' over de millioner af navnløse mennesker, der gennem seks år havde arbejdet og ofret sig for at forsvare demokrati og frihed mod et uretfærdigt og tyrannisk diktatur. De alliered...