Populær myte udfordres: Jo, man kan godt lære at multitaske, peger ny forskning på
Videnskab.dk - Automatisk oplæsning · Videnskab.dk
Beskrivelse
Hjernen kan godt omprogrammere sig selv for at automatisere lærte opgaver. Eller sagt mere mundret: Man kan godt lære hjernen at multitaske. Det skriver Georgetown University i en pressemeddelelse på baggrund af et nyt studie publiceret i tidsskriftet Journal of Cognitive Neuroscience. Den nye viden går imod tidligere antagelser om, at vi mennesker ikke kan multitaske. Det meste af den tidligere forskning i indlæring og multitasking har dog fokuseret på de tidlige stadier af processen, men ikke på, hvad der sker med hjernen på lang sigt. For eksempel er man meget koncentreret, når man først skal lære at køre bil. Men efter at have kørt bil i en årrække, kan de fleste både tale, lytte eller tænke uden at skulle fokusere fuldstændigt på at betjene bilen. Derfor undersøgte forskerne folks evne til at multitaske ved at træne dem i at sortere billeder af biler i to kategorier. Her lærte de at spotte subtile forskelle for at skelne bilerne fra hinanden. Deltagerne gennemførte mere end 30.000 forsøg over 5-10 uger ved hjælp af en app, der gjorde det muligt for dem at sortere billederne som et spil på deres telefon. Forskerne skannede deltagernes hjerner, før og efter de havde gennemført opgaven. Her opdagede de, at når folk i begyndelsen lærte at sortere billederne, aktiverede opgaven deres frontale pandelapper, som er det område af hjernen, der er ansvarlig for tænkning og handling, men som normalt kun kan håndtere én opgave ad gangen. Men da forskerne senere skannede de nu rutinerede deltageres hjerner, opdagede de, at kategoriseringen nu foregik i tindingelappen, som normalt er involveret i kodning af hukommelse og genkendelse af komplekse objekter. Samtidig opdagede forskerne, at jo mere deltagerne blev aflastet fra frontalpandelapperne, desto bedre var de i stand til at udføre andre opgaver samtidigt med bilopgaven. "Det viser, at kredsløbene faktisk ændrer sig, så hjernen kan gøre to ting på én gang. Det er ægte multitasking," fortæller Maximilian Riesenhuber i pressemeddelelsen.