Pigers immunforsvar udvikler sig hurtigere end drenges helt fra fødslen\nKortlægger immunforsvaret på timebasis\nKan måske forklare dødsfald og infektioner\nDrengene indhenter måske senere
Videnskab.dk - Automatisk oplæsning · Videnskab.dk
Beskrivelse
Der er forskel på piger og drenge. I hvert fald når det gælder immunforsvaret. Det konkluderer danske og amerikanske forskere blandt andet i et nyt studie. Forskerne har undersøgt immunforsvarets udvikling i de første timer efter fødslen hos mere end 700 spædbørn fra Gambia i Afrika og ø-nationen Papua Ny Guinea nord for Australien. "Vi kunne hurtigt se, at pigernes immunforsvar kickstartede flere timer før drengenes," lyder det fra Tue Bjerg Bennike, der er lektor på Institut for Medicin og Sundhedsteknologi på Aalborg Universitet, til Videnskab.dk. I gennemsnit var udviklingen af pigernes immunforsvar hele fire timer foran drengenes. "Det er ekstremt overraskende," siger Tue Bjerg Bennike, der også er en af forskerne bag det nye studie. Han håber, at den nye viden om, hvordan spædbørns immunforsvar udvikler sig, kan bruges til at lave skræddersyede vaccinationsprogrammer i fremtiden. Det er første gang, at forskere måler så detaljeret på spædbørns immunforsvar i de første timer efter fødslen. Indsigten i børnenes immunforsvar kommer fra blodprøver, og det er ganske unikt, at forskerne har kunnet få den viden fra helt nyfødte børn på timebasis. "Normalt er det først efter nogle dage eller uger, at man får adgang til en blodprøve, der kan afsløre, hvordan immunforsvaret opfører sig," siger Tue Bjerg Bennike. Forskerne har overvåget hundredvis af proteiner i spædbørnenes blod for at blive klogere på immunforsvarets udvikling. En type protein dæmper nemlig immunforsvarets reaktion, mens anden anden type aktiverer det. Derfor bestemmer antallet af særlige typer af protein, om immunforsvaret udvikler sig og reagerer, som det skal. Nogle proteiner udviklede sig helt ens på tværs af kønnene. Men der var ét protein, som er vigtig for immunforsvarets udvikling, hvor der var markante kønsforskelle. Proteinet kalder forskerne for Alpha-2-macroglobulin, og det er centralt, når det gælder immunforsvarets evne til at reagere. "Her var det helt tydeligt, at pigernes udvikling af proteinet var hurtigere end drengenes," siger Tue Bjerg Bennike. Selvom det nye studie er lavet på spædbørn fra Gambia og Ny Guinea, forventer Tue Bjerg Bennike, at immunsystemet på raske nyfødte i Danmark udvikler sig på samme måde. "Men det skal naturligvis eftervises i danske studier." Forskerne ved endnu ikke, hvorfor pigernes immunforsvar ser ud til at gå i gang før drengenes. Men de har en hypotese om, at det kan skyldes kromosomforskellen mellem drenge og piger. "X-kromosomet indeholder mange af de vigtige gener i forhold til immunforsvaret. Og idet, at piger har to X-kromosomer og drengene et X og et Y, kan det måske give pigerne en fordel." "Det er super interessant og kan måske bruges til at forklare, hvorfor vi generelt ser flere tidlige børnedødsfald og infektioner for drenge end for piger," lyder det fra Tue Bjerg Bennike. Susanne Brix Pedersen, der er professor i immun-mikrobiota interaktioner på DTU Bioengineering, Danmarks Tekniske Universitet, har læst det nye studie for Videnskab.dk. I sin egen forskning har hun også tidligere fundet forskel på kønnene og deres immunforsvar. Det, der gør det nye studie unikt, er, at det giver viden om immunforsvaret så tidligt efter fødslen, siger hun. Men hun peger også på forskning, der viser, at drengenes immunforsvar senere hen i barndommen ser ud til at være mere aktivt end pigernes. "Der er eksempler på, at drenges immunforsvar reagerer kraftigere på virus- og bakterie-stimulering end pigernes omkring 18 måneders alderen." "Som forskerne i det nye studie selv beskriver, giver de nye resultater blot et øjebliksbillede af immunforsvaret," siger Susanne Brix Pedersen. Susanne Brix Pedersen indskyder derfor, at der er behov for et endnu bedre billede af det enkelte barns immunforsvar over længere tid, hvis data skal bruges som led i at lave mere effektive vacciner. "Men jeg er enig i, at en dybere indsigt i udviklingen af det enkelte barns immunsystem de første år, vil give os et bedre indblik i dynamikker, de...