Overrasket forsker: Pindsvin kan høre nogle helt andre lyde end os

Pindsvin er blandt de mest genkendelige og folkekære vilde pattedyr i Danmark. De bor i vores haver, grynter i skumringen og ruller sig sammen, hvis vi kommer for tæt på. Men pindsvinet er i voldsom tilbagegang. Ikke stille, ikke gradvist – men dramatisk. I store dele af Europa forsvinder bestanden i et tempo, der burde få alarmklokkerne til at ringe langt højere, end de gør. Det europæiske pindsvin er i dag klassificeret som 'næsten truet' på IUCNs Rødliste for Europa. Jeg har påtaget mig den mission at forstå hvorfor og gennem min forskning at beskrive, hvad vi konkret kan gøre for at stoppe denne udvikling. I samarbejde med forskerkolleger har jeg gjort en ganske overraskende opdagelse om pindsvinets hørelse, som netop er blevet offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Biology Letters. Men først skal vi en tur ud blandt bilerne på vejene. Et væsen, der ofte ender som hjulsplat på vejene Trafikken er nemlig en af de største enkeltstående dødsårsager. Det estimeres, at op mod hvert tredje pindsvin mister livet på vejene hvert år. Pindsvinet er ikke bygget til et moderne samfund. Det har en strategi, der virker glimrende mod naturlige fjender, der ser bevægelse i mørket. Først stivner pindsvinet, og derefter beslutter det sig for enten at løbe væk, eller rulle sig sammen. Over for biler er den strategi fatal. Evolutionen er ikke fulgt med. For et dyr, der ofte stivner i stedet for at flygte, er veje en næsten uoverstigelig barriere. Samtidig fragmenterer de landskabet, så pindsvin får sværere ved at finde føde, mager og nye levesteder. Når vi så ovenikøbet lægger haverne om til fliser, klipper græsset kort og bruger robotplæneklippere, bliver det tydeligt, at det ikke er pindsvinene, der har ændret sig – det er os. Et af de spørgsmål, jeg har vendt og drejet igen og igen, er: Kan vi gøre noget ved de massive trafikdrab på pindsvin? Jeg begyndte derfor at spekulere over, om der fandtes en løsning, ingen havde set. Kunne man advare pindsvin om farer, før det var for sent? Kunne man holde dem væk fra bilerne uden at genere mennesker? For at kunne svare på det spørgsmål måtte jeg starte helt forfra. Jeg var nødt til at undersøge noget, der overraskende nok aldrig før var gjort med moderne metoder: pindsvinets hørelse. Som pindsvineforsker havde jeg slet ingen erfaring eller ekspertise i den slags. Jeg samlede derfor et stærkt forskerhold af specialister i scanninger, dyreforsøg, bedøvelse af pindsvin, adfærds- og bevaringsbiologi, og ikke mindst, studiet af dyrs hørelse (se hele holdet i boksen under artiklen). Sammen beskrev vi pindsvinets øre-anatomi og målte pindsvinets hørelse for første gang – med state-of-the-art metoder og udstyr. Et øre indrettet til det ekstreme Ved hjælp af højopløselige mikro-CT-scanninger af et pindsvin, der døde på en vildtplejestation, kunne vi opbygge tredimensionelle modeller af pindsvinets mellemøre og indre øre. Her fandt vi noget opsigtsvækkende: Meget små og tætte mellemøreknogler og en relativt stiv ledforbindelse mellem trommehinden og hammeren – den første af ørets tre knogler. Også stigbøjlen var usædvanligt lille og let. En mindre og lettere stigbøjle kan vibrere hurtigere og dermed overføre højfrekvente lydbølger bedre. Sneglen i det indre øre viste sig at være kort og kompakt. Alt sammen pegede i samme retning: Pindsvinets øre er bygget til at håndtere vibrationer, der svinger ekstremt hurtigt, altså ultralyd. Ultralyd er defineret som lyd over 20 kHz, altså over den frekvens, som mennesker kan høre. Anatomien alene kunne dog ikke give os det endelige svar. Vi måtte teste hørelsen direkte (se også en video om processen her). Pindsvin og ultralyd For at finde ud af om pindsvin rent faktisk kan høre ultralyd, var vi nødt til at måle pindsvins hørelse for første gang med moderne metoder. Vi målte hørelsen hos 20 europæiske pindsvin ved hjælp af metoden Auditory Brainstem Response (ABR). Dyrene kom fra danske pindsvineplejestationer, hvor de havde været indlagt, og var alle vurdere...