Enhanced Games er techmilliardærers jagt på et supermenneske
Videnskab.dk - Automatisk oplæsning · Videnskab.dk
Beskrivelse
I den kommende weekend bliver der for første gang afholdt Enhanced Games, hvor sportsudøvere konkurrerer i svømning, atletik og vægtløftning. Det foregår i Los Angeles i USA og lyder som noget, man kender. Men der er den ret store forskel, at præstationsfremmende midler – også kendt som doping – er tilladt. Da ideen om Enhanced Games blev lanceret i 2023, vakte det da også opsigt. Her gennemgår jeg baggrunden for konkurrencen og kommer omkring bagmændene, der har deres helt egen grund til at kaste penge efter Enhanced Games. Doping som trussel Siden de omfattende dopingafsløringer under cykelløbet Tour de France i 1998, har der i sportens verden været generel enighed om, at doping er en trussel mod sportens integritet og økonomiske værdi. Den Internationale Olympiske Komite og verdens regeringer gik derfor sammen om at etablere et anti-doping agentur (WADA), som skulle sætte rammerne for en verdensomspændende indsats til bekæmpelse af problemet. Siden er der blevet arbejdet ihærdigt på at udvikle stadig mere sofistikerede testmetoder. Overvågning af atleterne er blevet strammet, ligesom der er etableret samarbejde med politi og toldmyndigheder med henblik på optrævling af dopingnetværk. En række lande har desuden ulovliggjort dopingbrug, så atleter foruden lange karantæner inden for sportens område risikerer fængselsstraf, hvis de bliver fundet skyldige i alvorlige overtrædelser. Forslaget om at tillade doping Siden grundlæggelsen af WADA har forskellige læger og sportsfilosoffer med jævne mellemrum bragt det synspunkt til torvs, at doping i det skjulte er farligt, og at det derfor var bedre at minimere risikoen ved at tillade brugen af doping under medicinsk kontrol. Forslagsstillerne er typisk blevet mødt med himmelvendte øjne, latterliggørelse eller overbærenhed og betragtet som nogen, der forsøger at påkalde sig opmærksomhed ved at tale den herskende konsensus midt imod. Nyheden om, at en sportsbegivenhed var i støbeskeen, hvor doping ville være tilladt, blev modtaget med anderledes alvorlige miner. En ting er at forholde sig kritisk til dopingbekæmpelse og tale principielt for frigivelse af doping. Noget andet er rent faktisk at skabe et alternativ til den dopingkontrollerede sport, og ikke blot tolerere præstationsfremmende midler, men ligefrem understøtte brugen. Bag projektet står den australske jurist og forretningsmand Aron d'Sousa. Han er ikke hvem som helst. Foruden at være mangemillionær samarbejder han med iværksættermilliardærer som Peter Thiel, kendt som grundlægger af Paypal og Palantir, og Christian Angermayer, grundlægger af bioteknologivirksomheden atai Life Sciences. Begge har investeret i Enhanced Games, og alle tre er stærkt interesserede i at finde medicinske måder at bekæmpe aldring og dødelighed. Enhanced Games er tænkt som en måde at promovere brugen af medicinsk teknologi til at optimere raske mennesker med henblik på at skabe supermennesker. Rekrutteringsproblemer Ambitionerne var fra begyndelsen store. Legene skulle oprindelig finde sted i 2024, men det viste sig sværere end som så at rekruttere deltagere. Først blev legene udskudt til 2025 og siden igen til 2026, hvor de er berammet til at løbe af stablen 21.-24. maj i Las Vegas. Samtidig med lanceringen af Enhanced Games tilbage i 2023 meldte den australske svømmer James Magnussen – verdensmester i 100 meter fri i 2011 og 2013 – sig som den første under fanerne. Fem år efter, han var stoppet som konkurrencesvømmer, annoncerede han, at han ville genoptage svømningen og 'krudte sig til op over begge ører' i forsøg på at sætte verdensrekord og indhøste den udlovede bonus på en million dollars. Antallet af sportsgrene er også beskedent. Kun svømning, vægtløftning og et par af atletikkens sprintdiscipliner er på programmet. Under det lange tilløb har D'Sousa i forskellige interview ladet forstå, at mange atleter var interesserede i at deltage i Enhanced Games. Hvis han i idéundfangelsesøjeblikket havde forestillet sig noget, der i omfang og format...