Overraskende viden om planter blev afsløret af den første danske kvindelige doktor i botanik

Selvom jeg har skrevet en ph.d. baseret på planter fra Botanisk Have, er det først for nylig, at jeg er stødt på Danmarks første kvindelige doktor i botanik, Jenny Hempel. For 115 år siden indsamlede hun sukkulente planter i Botanisk Have i København (sukkulent betyder, de er gode til at lagre vand). De blev afsættet for hendes gennembrud – og det er nogle af de samme arter, som jeg over de seneste 10 år også har brugt i min forskning. Alligevel lærte jeg hende først sent at kende. Dét vidner om, at hun er en af de mange kvindelige forskere, der med tiden er faldet ud af historien. Mens jeg og flertallet af mine kolleger omvendt kender adskillige mandlige forskere fra samme tid. Jeg synes i den grad, hun er en forsker, som flere burde kende til. Så lad mig i anledning af 8. marts introducere dig til denne kvindelige doktor i botanik, som lavede banebrydende forskning i en tid, hvor de fleste kvinder ikke engang fik en uddannelse. Lærte af de bedste Jenny Hempel (senere gift Munthe) var 34 år gammel, da hun 5. juli 1916 forsvarede sin doktorafhandling 'Bidrag til Kundskaben om Succulenternes Fysiologi. En plantefysiologisk Studie' ved Københavns Universitet. Efter sit forsvar blev hun den 11. i rækken af kvindelige doktorer i Danmark. Hun fortsatte sine studier i plantefysiologi hos den anerkendte professor Wilhelm Ludvig Johannsen, som blandt andet står bag betegnelsen 'gen' (arvemateriale). Pudsigt nok er han citeret for nogle ret bastante holdninger til kvinder i forskning. I udgivelsen 'Kvindelige Akademikere' fra 1925 er han citeret for: "Egentlig videnskabelig forskning vil vistnok kun forholdsvis få studerende kvinder egne sig til. Det er jo én ting at lære noget, uddannes i et fag, nå til mere eller mindre høje grader af lærdom – og en helt anden sag at forske, at eje gnister af 'hittepåsomhed', skabe ny forståelse…" Det giver et lille indblik i, hvilken virkelighed Jenny arbejdede i dengang. pH-målinger i øl-laboratorie blev afsæt for gennembrud Ikke desto mindre var det igennem Johannsen, at Jenny fik mulighed for at komme ud til en anden bemærkelsesværdig forsker – Søren Peter Lauritz Sørensen – manden bag pH- begrebet (skalaen over syrer og baser fra 1909). Han ledede et forskningslaboratorie etableret af Carlsberg Bryggeriet. Her endte plantefysiologen Jenny Hempel som volontør i øl-laboratoriet lige i kølvandet på den nye målemetode og fik dermed lært kunsten at måle pH. En kompetence, der skulle vise sig at blive afsættet for hendes gennembrud. Tiltrukket af sukkulenters evne til at overleve Tilbage i foråret 1912 begyndte hun at måle surhedsgraden (pH) i planter. Og det er her, sukkulenterne kommer ind i billedet. Sukkulenter er en divers gruppe af planter, der som nævnt er gode til at lagre vand. Nærmere bestemt har de evnen til at lagre vand i blade, stængler eller rødder. I Danmark finder vi for eksempel sukkulente arter i stenurtfamilien. De lever ofte i tørre omgivelser, hvor nedbøren kommer sporadisk, og de har derfor været nødsaget til at udvikle særlige fysiologiske tilpasninger til disse forhold. Når man skærer i et blad fra en sukkulent, kan saften ligefrem løbe ud. Det er en stor fordel, når man skal måle pH-værdien. Jenny Hempel beskriver i sin afhandling, hvordan hun allerede fra studietiden var tiltrukket af sukkulenternes evne til at lagre vand – og dermed at overleve. En anden vigtig del af sukkulenternes evne til at overleve er deres særlige stofskifte. Stofskiftet eller fotosyntesen og respirationen hos planter er afgørende for deres eksistens. Det var disse biokemiske processer, hun ville undersøge nærmere. Planterne lever stadig i Botanisk Have Jenny fik alt sit plantemateriale fra Botanisk Have i København og fokuserede på 14 sukkulente arter. Hendes arter kom fra flere forskellige slægter – Crassula, Delosperma og Aloe. Når man i dag går rundt i sukkulentsamlingen i Botanisk Have, kan man finde nogle af de samme sukkulenter. En af de arter, både hun og jeg har taget prøver af i Botanisk ...