Orangutanger ammer deres afkom i 6,5 år, viser nyt studie
Videnskab.dk - Automatisk oplæsning · Videnskab.dk
Beskrivelse
Vilde orangutangmødre ammer deres unger til de er mindst 6,5 år gamle. Det er den længste ammeperiode blandt alle pattedyr, skriver det japanske universitet Graduate University for Advanced Studies, SOKENDAI i en pressemeddelelse på baggrund af et nyt studie publiceret i tidsskriftet Communications Biology. I studiet undersøgte forskerne afføringsprøver fra en gruppe udvalgte, unge orangutanger, der lever vildt i Borneo, gennem en periode på mere end to og et halvt år. Her identificerede de specifikke proteiner i afføringsprøverne, der er unikke for orangutangernes mælk i alle 20 prøver fra orangutangerne i den udvalgte gruppe, der var under 6,5 år gamle. Det betragter forskerne som et direkte bevis for, at de unge orangutanger fortsat drikker modermælk. Ved at sammenligne de specifikke mælkeproteiner med biologiske forsvarsproteiner og probiotiske tarmbakterier, tyder det samtidig på, at jo mere mælk en ung orangutang drikker, desto stærkere er dens biologiske forsvar, og desto højere er tilstedeværelsen af probiotiske tarmbakterier. Den lange amningsproces understøtter sandsynligvis den usædvanligt høje overlevelse hos orangutangers afkom, og det bidrager til deres langsomme reproduktionsstrategi.