Opgøret med landsforrædere efter krigen ændrede vores straffesystem

Hvad stiller man op med landsforrædere, der har samarbejdet med den besættelsesmagt, som har pint og plaget et samfund, når krigen er slut? Det spørgsmål blev diskuteret vidt og bredt i månederne efter Danmarks befrielse den 5. maj 1945. Mange var enige om, at de cirka 40.000 landsforrædere skulle straffes hårdt, men hvordan og hvor længe det skulle foregå, var der uenighed om. Først var stemningen præget af hævntørst. Som månederne gik, begyndte nogle jurister og politikere dog at påpege, at det nok ville være en god idé at tænke på 'resocialisering' af de udstødte. Når straffen var afsonet, skulle de dømte landsforrædere løslades og finde sig til rette i samfundet igen. For at gøre dem til gode borgere i efterkrigstidens Danmark, besindede man sig, og tog initiativ til at ændre afsoningen i danske fængsler. På den måde kom opgøret med landsforræderne til at skabe en modernisering af det danske straffesystem. Nazister og kollaboratører havde svigtet landet Efter danske standarder var det såkaldte straffelovstillæg af 1. juni 1945 historisk strengt. Lovtillægget straffede handlinger, der var begået under besættelsen for at fremme tyske interesser eller på anden måde kunne anses for landsskadelige. Det gav minimum fire års fængsel i særlige anstalter og med tab af almene rettigheder, såsom stemmeret, valgbarhed til offentligt embede eller ret til at arbejde som læge, præst osv. For de alvorligste forbrydelser blev dødsstraffen genindført. Men loven havde intet at sige om de dømtes resocialisering. Det havde den gældende straffelov heller ikke, som blev indført i 1933. Men den rummede alligevel nye strømninger. For eksempel moderne anstaltsformer og individorienteret afsoning, der var rettet mod fangens reintegration i samfundet. 12 år og en besættelse senere hed det i bemærkningerne til loven: "Det opdragende over for Forbryderen maa […] i Almindelighed træde tilbage." Det var et bevidst tilbageskridt på grund af den opkogte stemning og den politisk labile situation i maj-juni 1945. Ingen talte i de måneder højt om, at de var bekymrede for, hvad samfundet skulle stille op med de tusinder, som nu ville blive idømt lange fængselsstraffe. I stedet indrammer begrebet 'landssviger' den herskende dagsorden: Nazister og kollaboratører havde svigtet nationen i den sværeste stund. De havde forladt flokken og var løbet med fjenden. Nu var ingen interesseret i at lukke dem ind i folden igen. Alligevel kom fangernes resocialisering på dagsordenen så tidligt som i efteråret 1945. Snart gjorde moderne principper sig gældende. Og med oprettelsen af en statslig kriminalforsorg i 1946 kan retsopgøret pludselig ses som et vigtigt skridt i et stort nybrud i fangebehandling i Danmark. Forsorgskontoret skulle overvåge og hjælpe landsforræderdømte – det var første gang staten direkte påtog sig et ansvar for prøveløsladte fra fængslerne. Det er ikke nok at straffe Debatten om retsopgøret efter Anden Verdenskrig var intens – både i Danmark og resten af Europa. Kritikerne diskuterede blandt andet, om lovene var retfærdige, om straffene var for hårde eller for milde, og om de rigtige personer blev straffet. Kriminologen Karl O. Christiansen pegede allerede i august 1945 på, at Danmark stod med et resocialiseringsproblem. I to kronikker kritiserede han, at dømte landssvigere ikke kunne prøveløslades. Han advarede om, at de ville blive mere bitre og ekstreme, hvis de blev sendt ud i et liv som udstødte uden støtte til at blive en del af et demokratisk samfund. Derfor efterlyste han en indsats fra blandt andet kriminologer, fængselsfolk og pædagoger. Christiansens synspunkter mødte hård modstand fra folk, der mente, at hårde straffe var nødvendige for at afskrække kriminalitet og undgå selvtægt. De afviste idéen om, at landssvigere kunne forbedres gennem resocialisering. Også inden for Frihedsrådet opstod der tvivl om den hårde linje. Mogens Fog, der var medlem af Danmarks Kommunistiske Parti og minister for særlige anliggender, argumenterede i septembe...