Spring til indhold
Din dominerende hånd er måske ikke født bedre – den har bare fået mere øvelse - Videnskab.dk - Automatisk oplæsning

Din dominerende hånd er måske ikke født bedre – den har bare fået mere øvelse

Videnskab.dk - Automatisk oplæsning · Videnskab.dk

23. august 2026 2m
0:00 2m

Beskrivelse

At din dominerende hånd er bedre til præcise bevægelser, ser i høj grad ud til at skyldes et helt livs øvelse frem for en medfødt motorisk fordel i den ene side af hjernen, antyder ny forskning. Det skriver ScienceAlert på baggrund af et nyt studie publiceret i tidsskriftet Proceedings of the National Academy of Sciences. De fleste mennesker har brugt deres dominerende hånd gennemgående gennem hele livet, og derfor var det også svært for forskerne at designe et eksperiment til at teste deres nye hypotese. Af den årsag valgte forskerne at lade folk skrive med deres albuer for at kontrollere eksisterende dominans, da de fleste mennesker formentlig ikke har skrevet med deres albuer før. Hvis den dominerende hjernehalvdel har en medfødt eller generel fordel i motorisk kontrol, burde fordelen også kunne ses ved en uprøvet opgave med højre albue, var forskernes hypotese. Forskerne tog derfor en gruppe højrehåndede mennesker og fik dem til at skrive bogstavet 'A' og tallet '8' med deres dominerende og ikke-dominerende hånd otte gange. Derefter lavede de samme øvelse igen, men denne gang blev kuglepennen tapet fast til deres albuer, så det var gennem albuen, at de skulle skrive. Og resultatet? Jo, samtlige højrehåndede deltagere fejlede i lige så høj grad med at skrive med deres højre albue, som de gjorde med deres venstre. Derefter testede forskerne, om øvelser i at skrive med albuen kunne gøre en forskel. Derfor blev halvdelen af deltagerne trænet til at skrive med albuen på deres dominerende arm, mens den anden halvdel skulle skrive med deres ikke-dominerende arm. Her blev albueskrivningen markant bedre for begge albuer, hvilket indikerer, at den dominerende hånds større færdighed i denne type præcise, indlærte bevægelser skyldes øvelse. Tidligere forskning har ellers vist, at den dominerende hånd – venstre eller højre – var bestemt af vores gener, ligesom der også tidligere har været formodninger om, at der er forskellige fordele og ulemper forbundet med den dominerende hånd. Rettelse 24. august 2026: Artiklen er blevet rettet, fordi den oprindelige version kunne give indtryk af, at studiet viser, at det ikke er medfødt, om man bliver højre- eller venstrehåndet. Det undersøger studiet ikke. Det undersøger derimod, hvorfor den dominerende hånd er bedre til bestemte motoriske opgaver. Rubrikken og flere formuleringer i artiklen er derfor blevet ændret.

Andre episoder fra Videnskab.dk - Automatisk oplæsning Se alle episoder →