Olie, magt og Iran: Derfor slipper regeringerne ikke de fossile brændstoffer

Oliemarkederne har svinget voldsomt den seneste uge i kølvandet på konflikten i Iran. Prisen er steget til over 100 dollar per tønde, mens angreb på skibsruter og trusler mod Hormuzstrædet har lagt pres på forsyningerne og skabt uro på det globale marked. Det Internationale Energiagentur har ovenikøbet varslet den største nødfrigivelse af oliereserver nogensinde i et forsøg på at berolige markedet. Det siger alt om, hvor afhængig verden fortsat er af olie. Og det gør afhængigheden desto mere opsigtsvækkende, fordi mange af verdens største olie- og gasproducenter – fra Saudi-Arabien og Rusland til Norge – er statsejede aktører, der samtidig ynder at fremstille sig selv som ansvarlige klimaspillere, der offentligt har lovet at handle på klimakrisen. Omkring halvdelen af verdens olie- og gasreserver er stadig på statslige hænder. Så hvorfor går de så ikke forrest i omstillingen, hvis regeringerne kontrollerer så stor en del af verdens olie- og gassystem, og den globale udledning samtidig er rekordhøj? De nationale olieselskabers magt Svaret er enkelt: Olie er magt. Og dem, der sidder på olien, har sjældent travlt med at save den gren over, de selv sidder på. Vores forskning viser, hvordan regeringerne omsætter olieindtægterne til både politisk indflydelse og økonomisk slagkraft. Rusland og Kina kanaliserer eksempelvis olieindtægter ind i statsejede industrier, der skal holde væksten oppe, samtidig med at de begrænser afhængigheden af fossile brændsler. Indien og Norge investerer også massivt i vedvarende energi, men først og fremmest for at føje mere energi til systemet, ikke for at fortrænge olien. Saudi-Arabien går en anden vej og flytter værdier ud af landet gennem enorme statslige fonde og holdingselskaber i blandt andet Luxembourg. Dominerer hjemlige økonomier og spiller en stor rolle på de internationale energimarkeder Regeringerne kontrollerer først og fremmest olie og gas gennem nationale olieselskaber og statslige investeringsfonde. Det er statsejede fonde, som ofte er skabt af indtægterne fra fossile brændstoffer. Der findes mere end 70 nationale olieselskaber på verdensplan. Mange af dem dominerer ikke bare deres hjemlige økonomier, men spiller også en stor rolle på de internationale energimarkeder. Verdens største olieselskab er i dag Saudi Aramco, som er ejet af den saudiske stat. Blandt de øvrige statskontrollerede fossile giganter finder man PetroChina i Kina, Gazprom og Rosneft i Rusland samt Equinor i Norge. I mange lande udgør disse virksomheder helt centrale søjler i statens magtapparat. I Saudi-Arabien er kronprins Mohammed bin Salmans opstigning som landets de facto-leder eksempelvis tæt koblet til kontrollen over Saudi Aramco. I 2015 fik kronprinsen større indflydelse over Saudi Aramco, og det gav ham mulighed for at styre de enorme olieindtægter ind i sin egen økonomiske udviklingsstrategi. Samtidig styrkede han sit politiske greb ved at placere loyale allierede på nøgleposter i virksomheden. Olieindtægterne finansierer også en stor offentlig sektor, omfattende subsidier og sociale ydelser i Saudi-Arabien. Udgifter, der i praksis er med til at holde det politiske system stabilt. Et lignende mønster tegner sig i Rusland. Efter Vladimir Putin kom til magten, placerede han gradvist politisk loyale folk på topposter i Gazprom og Rosneft. Tidligere privatiserede fossile selskaber blev igen bragt under tættere statslig kontrol og gjort til effektive redskaber for både den indenlandske magtudøvelse og russisk udenrigspolitik. I dag kanaliserer disse selskaber enorme summer til Putin og hans kreds, samtidig med at de tjener geopolitiske formål, blandt andet når statskontrollerede rørledninger bruges til at lægge pres på Europa og Ukraine. Olieautoritarisme? Ligesom Saudi-Arabien og Rusland udvinder Norge fortsat store mængder olie og gas gennem sit nationale selskab, Equinor. Produktionen er endda steget i de senere år. Alligevel bliver Norge ofte fremstillet som både et klimapolitisk foregangsland og et demokr...