Ny rapport finder ingen kobling mellem omdiskuteret fodertilskud og kollapsede køer
Videnskab.dk - Automatisk oplæsning · Videnskab.dk
Beskrivelse
Kan et klimavenligt fodertilskud gøre køer syge? Det spørgsmål har fyldt meget i debatten om et nyt fodertilskud kaldet Bovaer det seneste år. Nu er der nyt fra Aarhus Universitet, men svaret er ikke helt sort-hvidt. En ny rapport fra Aarhus Universitet finder nemlig ikke tegn på en samlet stigning i dødelighed eller et generelt fald i mælkeydelsen i de undersøgte malkekvægsbesætninger efter brugen af Bovaer. Det fremgår af en pressemeddelelse fra universitetet. "Vi kan ikke se noget tydeligt samlet aftryk af Bovaer på hverken produktion, sygdom eller dødelighed i de data, vi har analyseret," siger lektor Niels Bastian Kristensen fra Institut for Husdyr- og Veterinærvidenskab på Aarhus Universitet På Videnskab.dk har vi tidligere skrevet om, at Bovaer skulle undersøges, efter meldinger om mistrivsel og kollapsede køer. Det er den undersøgelse, forskerne nu har gennemført. Den bygger på interviews med landmænd og analyser af blandt andet produktion, sygdom og dødelighed i 73 malkekvægsbesætninger. Forskerne bag rapporten peger dog på flere usikkerheder, som rapporten skal læses med: Undersøgelsen varede kun omkring tre måneder Undersøgelsen bygger på data fra besætninger, der allerede havde taget Bovaer i brug, i stedet for et kontrolleret forsøg, hvor man følger udviklingen over tid Nogle problemer kan være underrepræsenteret, fordi køer med nedsat trivsel eller lavere foderoptagelse ikke nødvendigvis bliver registreret som syge Ifølge pressemeddelelsen betyder det, at nogle besætninger godt kan have haft problemer, selv om det ikke ses tydeligt i data. Der kan også være andre forklaringer på det, som landmændene har oplevet. Mange begyndte at bruge bovaer i efteråret, hvor mælkeproduktionen normalt falder. Det gør det svært at afgøre, om et fald skyldes fodertilskuddet eller helt almindelige sæsonudsving, lyder det i pressemeddelelsen.