Ming-dynastiet i Kina brugte farlig metode til bedøvelse
Videnskab.dk - Automatisk oplæsning · Videnskab.dk
Beskrivelse
For 600 år siden brugte kinesiske læger en dødeligt giftig plante til noget helt bestemt - nemlig til at dæmpe smerter under operationer. Det skriver Phys.org på baggrund af et nyt studie, der er udgivet i tidsskriftet Antiquity. Forskerne bag studiet har undersøgt en saks og en pincet fra en kinesisk grav fra perioden 1348 til 1411. Graven tilhørte lægen Xia Quan, der levede i begyndelsen af Ming-dynastiet. På redskaberne fandt forskerne rester af stoffet akonitin - et af de giftigste stoffer i naturen. Det stammer fra planten Aconitum, også kendt som stormhat. Planten er meget giftig og kan være dødelig, men dengang kendte lægerne også metoder til at gøre planten mindre farlig, for eksempel ved at koge den i eddike eller behandle den med mungbønner (små grønne bønner, som stammer fra Asien). Ifølge forskerne er opskrifter på fremstilling af Aconitum-pulver allerede kendt fra gamle kinesiske medicinske tekster, men fundene er de første direkte fysiske beviser for, at midlet er blevet anvendt som bedøvelse i forbindelse med kirurgi. Resterne på saksen og pincetten tyder på, at pulveret blev brugt i praksis, sandsynligvis på huden for at gøre et område følelsesløst, før lægen skar. For at undersøge redskaberne, brugte forskerne en særlig laserteknik. Laserteknikken kan nemlig afsløre, hvilke stoffer der sidder i de mikroskopiske rester på gamle genstande. Ifølge forskerne giver fundet et sjældent indblik i, hvor avanceret kinesisk medicin var under Ming-dynastiet og viser, at læger allerede dengang havde viden om både kirurgi og smertelindring.