Meningsmålinger har forandret, hvad det vil sige at repræsentere folket

Folketingsvalget står for døren. Mens det kan være svært at forudse, hvilke emner, der vil fylde i valgkampen, ved vi, at meningsmålingerne er 'talk of the town' de her uger. I dag fremstår meningsmålinger som en selvfølgelig og central del af mediebilledet og demokratiet. Man kan endda komme i tvivl om, hvem der egentlig bestemmer – politikerne eller målingerne? Men vi skal ikke længere tilbage end til tiden omkring 2. verdenskrig, før meningsmålinger var et nyt og opsigtsvækkende fænomen. De var ikke bare en tilføjelse til det eksisterende repræsentative demokrati. De satte derimod spørgsmålstegn ved og forandrede, hvad det vil sige at repræsentere folket. Jeg er ved at færdiggøre min ph.d., hvor jeg er dykket ned i meningsmålingernes historie og deres betydning for vores idéer om repræsentation og demokrati. Her er, hvad jeg har fundet ud af. Meningsmålinger fra USA til Danmark Bag de første danske meningsmålinger stod reklamemanden Haagen Wahl Asmussen. Han grundlagde i 1939 'Dansk Institut til Undersøgelse af den offentlige Mening', som hurtigt blev kendt som 'Gallup-instituttet'. Fra 1943, og især efter befrielsen i 1945, offentliggjorde instituttet såkaldte 'Gallupundersøgelser' i samarbejde med Berlingske Tidende. Navnet 'Gallup' kom fra amerikaneren George Gallup, som var Wahl Asmussens store inspirationskilde. Han var i 1936 blevet berømt for at forudsige Franklin D. Roosevelts sejr ved det amerikanske præsidentvalg. Gallups forudsigelse var baseret på en undersøgelse af et lille udsnit af vælgerne. Samtidig forudså han, hvor meget en anset undersøgelse fra magasinet Literary Digest tog fejl, selvom den byggede på svar fra flere millioner vælgere. Gallups trick var, at hans udsnit var sammensat som en repræsentativ stikprøve. Genvej til at undersøge folket Det danske Gallup-institut brystede sig af at have "fundet Genvejen til at lære den offentlige Mening at kende, uden de enorme Omkostninger og Arrangementer, som er nødvendige ved et almindeligt Valg eller en Folkeafstemning", som det lød i en pjece fra 1940. Genvejen gik via interviewundersøgelser af repræsentative stikprøver af befolkningen. I dag tager vi for givet, at en stikprøve på få tusinde personer kan sige noget om alle vælgerne. Men det var først i begyndelsen af det 20. århundrede, at statistikere udviklede teorien bag repræsentativ stikprøvetagning og statistisk repræsentativitet. Herefter begyndte folk som Gallup og Wahl Asmussen at eksperimentere. De ville bruge teorien i praksis. Med meningsmålingerne fik de et offentligt gennembrud. Demokratiets puls Wahl Asmussen overtog ikke blot Gallups navn og metode, men også hans tanker om meningsmålingers rolle i demokratiet. Folket blev spurgt ved valg og folkeafstemninger. Men det indebar et stort og besværligt maskineri, og der gik lang tid fra gang til gang. Derudover gav det ikke særligt detaljerede svar. Stemmesedlen var et dårligt spørgeskema. Ifølge Gallup og Wahl Asmussen var det et demokratisk problem, at man det meste af tiden ikke anede, hvad folket ville. Med en nøje udvalgt repræsentativ stikprøve på få tusinde mennesker kunne de netop give kendskab til den offentlige mening eller folkets stemme til enhver tid. Det var deres vision. Gallup kaldte det for "demokratiets puls". De foretog to typer meningsmålinger: Målinger af tilslutningen til partierne, som mindede om valg. Og målinger af holdninger til aktuelle spørgsmål, som lignede folkeafstemninger. Skal repræsentanter ligne dem, de repræsenterer? Hvad er egentlig en god repræsentant? Meningsmålingernes brug af repræsentative stikprøver satte spørgsmålstegn ved gængse idéer om, hvad repræsentation var. I den repræsentative styreforms historie har det været et udbredt synspunkt, at en god repræsentant er kendetegnet ved at være bedre end de repræsenterede. Vælgerne skulle "udsøge de bedste Mænd af deres Midte", som den nationalliberale politiker Orla Lehmann formulerede det i en tale i 1841. Andre har omvendt ment, at en god repræsentant er...