"Megafedt": Unge danskere vender hjem fra EM i Science med inspiration til nye idéer\n"Stor sejr" at præsentere projekt foran skarp jury\nKreative konkurrenter
Videnskab.dk - Automatisk oplæsning · Videnskab.dk
Beskrivelse
De tre unge, danske deltagere ved EM i Science er godt tilfredse med deres oplevelser, selvom det lørdag eftermiddag ved afslutningsceremonien i Kiel står klart, at de ikke hiver medaljer hjem til Danmark i dette års konkurrence. "Jeg synes, det har været lidt hårdt at være af sted," indrømmer 18-årige Ask Roman Møller, der har opfundet en teknologi, der skal føre til tidlig screening af lungekræft. "Men samtidig har det også været megafedt at kunne møde så mange unge, der er så interesserede i så forskellige ting." Det er især noget, Linus Minh Bjørgheim Abildgaard lægger vægt på, når han kigger tilbage på de seneste par dage. "Vi har hørt om en masse megaspændende projekter og talt med mange andre unge fra andre lande," fortæller Linus Minh Bjørgheim Abildgaard. "Det har virkelig været sjovt," siger den 20-årige dansker, der i konkurrencen præsenterede sit arbejde med at skabe simple modeller af meget komplicerede kemiske reaktioner. Snakken med de andre unge deltagere er også noget, der lader til at have givet Ask Roman Møller fornyet motivation med sit projekt. "Jeg har fået rigtigt meget ud af at være af sted. Jeg har fået noget inspiration til nye idéer," siger Ask Roman Møller, hvis største håb med EM i Kiel netop var at få sparring på sit projekt og blive inspireret. Mens det for Linus Minh Bjørgheim Abildgaard og Ask Roman Møller har været inspirerende og spændende at møde de andre deltagere, har det for Martine Strandgaard Gade haft en anden betydning at være af sted. Den 18-årige danskers personlige historie havde inspireret hende til at undersøge, hvorvidt forureningen fra kemikaliefabrikken Cheminova stadig gør sig gældende ved Harboøre Tange, og hendes projekt havde kvalificeret hende til EM. Før turen til Kiel var hun nervøs for at skulle præsentere projektet på engelsk, især foran dommerne, der var fagfolk fra andre lande. "For mig er det en stor sejr at gennemføre fem præsentationer af mit projekt på engelsk, så jeg er meget glad," fortæller hun med et stort smil. De seneste tre dage har stået på juryrunder, hvor dommerne i konkurrencen har gået rundt og lyttet til de unge fortælle om deres projekter. Her har deltagerne også selv haft mulighed for at lære hinandens projekter at kende. Der har i år været stærke konkurrenter fra andre europæiske lande, der er løbet med priserne. Er der en sætning, der er gået igen i præmieoverrækkelsen, er det ros til kreativiteten hos de mange vindere. Eksempelvis har polske Kazimierz Chomicz vundet en førsteplads for at løse det såkaldte Chicken McNugget-problem. Det er en matematisk gåde, der går på, hvilke antal kyllingenuggets der er umulige at bestille, hvis man køber bokse med McNuggets i en bestemt størrelse. Den unge polak har som den første nogensinde fundet en metode til at løse gåden, hvis man køber fire bokse, uanset hvor store boksene er. Er du interesseret i flere af de kreative idéer, der er blevet præsenteret ved årets EM i Science, kan du læse vores artikel, der omhandler cykler af træ, hygiejnebind af fisk og fem andre spændende projekter. EM i Science afholdes næste år i Genova i Italien. Videnskab.dk har fulgt med de unge, danske forskere til EM i Science i Kiel og dækket konkurrencen frem til afgørelsen 26. september 2026. EU-programmet The European Union Contest for Young Scientists (EUCYS) har finansieret Videnskab.dk's ophold i Riga.