"Markant udvikling": Amerikanernes interesse for forskning i Grønland daler
Videnskab.dk - Automatisk oplæsning · Videnskab.dk
Beskrivelse
Det er ikke nogen hemmelighed, at USA's præsident, Donald Trump, gerne vil have fingrene i Grønland. Men selvom hans interesse for ejerskab er stor, lader det til, at USA forsker mindre i Grønland. Det skriver DR. I en ny rapport fra Arctic Hub, der fungerer som bindeled for Grønlands lokale og internationale forskningsmiljø, fremgår det, at i perioden 2015 til 2024 er antallet af amerikanske forskningspublikationer om Grønland faldet "markant" med 23 procent. USA var i lang tid det land, der forskede mest i Grønland, men blev i 2024 overhalet af Canada. Især den amerikanske forskning indenfor fysiske videnskab er faldet siden 2021. Det er forskning om eksempelvis klima, is og miljø. Antallet af USA's videnskabelige udgivelser relateret til klimaforandringer er eksempelvis faldet med 32 procent. "Det vækker da bekymring, fordi vi jo ved fra 2024 og fremefter, at specifikt forskningsområderne generelt og helt særligt klimaforskning er noget, som USA har skruet yderligere ned for," siger Sara Olsvig, der er ph.d ved Ilisimatusarfik Grønlands Universitet, til DR. Du kan læse rapporten på Arctic Hubs egen hjemmeside.