Mælkesyre er ikke skyld i svidende muskler

De fleste af os har prøvet at mærke den brændende følelse i benene i slutningen af et langt løbepas eller i armene efter at have båret tunge indkøbsposer op til femte sal. "Den satans mælkesyre" kan man få lyst til at udstøde, mens man puster ud. Vi har nemlig lært, at den såkaldte mælkesyre er årsag til smerten, fordi den er et skadeligt affaldsstof, som ophober sig, når musklerne løber tør for ilt. Men under fysiologiske forhold forekommer stoffet næsten udelukkende som laktat og ikke som fri mælkesyre. Derfor er den klassiske forklaring forsimplet. Så hvad skyldes muskelsmerterne egentlig, når vi gør kropslige anstrengelser? Det vender vi tilbage til lige om lidt. Lad os først se nærmere på, hvordan misforståelsen opstod. Ophavet til misforståelsen Begrebet mælkesyre stammer fra den svenske kemiker Carl Wilhelm Scheele, der i 1780 for første gang udvandt en syre fra sur mælk. Denne syre, som han kaldte "mjölksyra", blev senere kædet sammen med den brændende fornemmelse i trætte muskler. Sammenkædningen stod en anden svensk kemiker, Jacob Berzelius, for i 1808. Her opdagede Berzelius nemlig en ophobning af, hvad han troede var mælkesyre, i musklerne på hjorte efter en udmattende jagt. Da han sammenlignede med musklerne fra raske, afslappede hjorte, fandt han, at koncentrationerne af 'mælkesyre' var markant højere hos de udmattede hjorte. Forvirringen blev endnu større, da den tyske fysiolog Otto Meyerhof i 1920erne udførte forsøg på frøer, der viste, at muskelcellerne producerede selvsamme mælkesyre, når de arbejdede uden ilt. Han modtog endda Nobelprisen for disse opdagelser – uvidende om, at det slet ikke var mælkesyre, han havde målt. Dermed blev den kemiske misforståelse en del af den videnskabelige fortælling i mange årtier frem. Og siden da har idéen om, at det er mælkesyre, der svider i benene og gør os ømme efter træning, hængt ved – både i lærebøger, i fitnesscentre og i populærkulturen. Mælkesyre findes nærmest ikke i kroppen Først i løbet af 1980erne og 1990erne begyndte man for alvor at gøre op med mælkesyremyten. Her fandt man nemlig ud af, at stoffet under fysiologiske forhold næsten altid forekommer som laktat og kun i meget begrænset omfang som fri mælkesyre. Svenske Berzelius og tyske Meyerhof manglede teknikkerne til at opfange det. Dét, de opdagede, var i virkeligheden et stof, som minder meget om mælkesyre – men som ikke er det. Dét stof hedder laktat, og det dannes i vidt omfang både i musklerne, hjertet og hjernen, hvor det også forbrændes. Men laktat er næppe den enkle forklaring på den svidende fornemmelse i musklerne, hvilket jeg vender tilbage til om lidt. Ret skal være ret: Laktat og mælkesyre er nært kemisk beslægtede, de er to versioner af samme stof. Men kroppen er slet ikke sur nok til, at den syrlige version, mælkesyre, kan opstå. Når laktat transporteres over cellemembraner, sker det ofte sammen med en syrepartikel via særlige transportproteiner. Men i blod og vævsvæske forekommer stoffet overvejende som laktat, der i sig selv fungerer som både brændstof og signalmolekyle. Faktisk skal surhedsgraden i kroppen helt ned på niveau med en Coca-Cola, før mælkesyre kan eksistere i store mængder. Og så surt er der ikke i kroppen. Derfor forekommer mere end 99 procent af dette stof i menneskekroppen som laktat, mens mindre end én procent forekommer som mælkesyre. Laktat er slutproduktet af en række biokemiske processer, som opstår, når kroppen skal nedbryde sukker (glukose) for at lave energi. Disse processer er tilsammen kendt som glykolyse og foregår i stort omfang inde i muskelcellerne, når de arbejder. Her omdannes glukose via en række små biokemiske reaktioner inde i cellerne. Først til pyruvat, som i øvrigt blev opdaget af selvsamme Berzelius, som vi hørte om før, og siden til laktat. Undervejs frigives der også små syrepartikler (brint-ioner), som kan gøre miljøet i musklen mere surt. Dét er dem, der kan være med til at give den brændende fornemmelse. Så når folk taler om "mælkesyre i muskl...