Kvinde bar 'stenbaby' i maven i tre år
Videnskab.dk - Automatisk oplæsning · Videnskab.dk
Beskrivelse
Efter tre år med kroniske smerter i underlivet og en voksende følelse af tyngde i maven blev en 42-årig kvinde i Somaliland i Afrika indlagt på hospitalet. Da lægerne undersøgte hende, afslørede en ultralydsskanning en forkalket masse og en tom livmoder. Men da massen blev undersøgt nærmere, gjorde lægerne et interessant fund, skriver Live Science om et nyt case-studie udgivet i tidsskriftet International Medical Case Reports Journal. For at få en større indsigt i den forkalkede masse foretog lægerne en avanceret CT-skanning for at skabe en 3D-model af den. Skanningen viste, at massen indeholdt tydeligt identificerbare fosterskeletstrukturer, herunder et kranium, en rygsøjle, ribben og knogler fra arme og ben. Massen målte cirka 18 gange 13 centimeter. Diagnosen, som lægerne nåede frem til, var, at kvinden havde en litopædion, der også er kendt under navnet 'stenbaby'. Udtrykket kommer fra de græske ord 'lithos', der betyder sten, og 'paidion', der betyder barn. Hvis du vil se 'stenbabyen', skal du bruge musen og køre slideren under billedet til højre. I en typisk graviditet befrugtes et æg i æggelederen, der efterfølgende bevæger sig ind i livmoderen. Men omvendt starter graviditeter med en 'stenbaby' oftest uden for livmoderen, omkring de øvrige organer i maven. Disse graviditeter er sjældent levedygtige for fosteret og kan være livstruende for moderen. For at beskytte moderen mod inflammatoriske udfordringer og infektion, aflejrer kroppen gradvist kalk oven på fosteret og skaber et beskyttende lag. Det interessante er, at der kun er dokumenteret omkring 340 tilfælde af 'stenbabyer' i den medicinske litteratur gennem de seneste 400 år. Det tidligste tilfælde blev dokumenteret i 1582. I dette tilfælde med den 42-årige kvinde var det forkalkede foster sandsynligvis årsagen til de kroniske mavesmerter, konkluderede lægerne, som efterfølgende fjernede hele den forkalkede masse fra kvindens mave. Et halvt år efter var hun helet godt, og mavesmerterne var – heldigvis – forsvundet.