Spring til indhold
Kraken, søens skræk: Derfor florerer historier om blæksprutte-monsteret
Hvor kommer myterne fra?
Kortlægning skaber søuhyrer
Kært søuhyre har mange navne
Afbildning er med til at skabe uhyret
Virkelighedens 'Kraken'
Blæksprutter er dårlige søuhyrer - Videnskab.dk - Automatisk oplæsning

Kraken, søens skræk: Derfor florerer historier om blæksprutte-monsteret Hvor kommer myterne fra? Kortlægning skaber søuhyrer Kært søuhyre har mange navne Afbildning er med til at skabe uhyret Virkelighedens 'Kraken' Blæksprutter er dårlige søuhyrer

Videnskab.dk - Automatisk oplæsning · Videnskab.dk

30. oktober 2026 9m
0:00 9m

Beskrivelse

Stormen raser, vinden river i sejlene, og bølgerne vælter ind over dækket. Du ser noget stort bevæge sig tæt på skibet. Var det en hval? Pludselig bryder et virvar af enorme arme havoverfladen og klemmer deres sugekopper fast omkring skibet. Sømændene må springe til side for ikke at blive mast af tentaklerne, og du hører træet flække, som skibet knækker midt over. Kraken. Dette legendariske søuhyre var noget af det, en sømand på Nordatlanten i 1800-tallet frygtede allermest. Alligevel er beskrivelsen – af noget, der mest af alt lyder som en enorm blæksprutte – faktisk relativt ny. En fortælling, som forfattere, filmskabere og serieskabere siden har købt stort ind på. Det er også først i 1800-tallet, at uhyret for alvor får sin skikkelse som kæmpeblæksprutte – men vi skal adskillige hundrede år længere tilbage i tiden for at finde de første spor af Kraken. I tidligere tider var verden fyldt med historier om monstre og uhyrer. Især i middelalderen vrimlede det med uhyrer i fortællinger og ikke mindst i bestiarierne – datidens opslagsværker om verdens dyr. "Spurgte man en lærd mand i middelalderen, havde Gud skabt alt, hvad der lever på Jorden. Monstrene var en del af skabelsen og en del af menneskets forståelse af verden," fortæller Bo Eriksson, der er historiker og myteforsker tilknyttet Stockholms Universitet, til Videnskab.dk. Han har forsket i fortidens monsterfortællinger og udgivet flere bøger om emnet. Uhyrerne blev i samtiden ofte opfattet som vogtere af skatte. Der findes eksempelvis mange fortællinger om drager, der vogter skatte af guld og sølv. "Hvor der er en skat, er der altid et monster, der vogter over den, og vil du have skatten, skal du først forbi vogteren. Havets skat var fiskene, og søuhyrerne var dets vogtere," siger han. Desuden var havet et helt særligt 'grænseland', som man vidste meget lidt om. Den uvished – og den fare, som sømænd og fiskere udsatte sig selv for – bidrog til de mange fortællinger om uhyrer. I slutningen af 1400-tallet tog den oversøiske ekspansion sin begyndelse med blandt andet Christoffer Columbus' rejse over Atlanten. Efterhånden som skibene vovede sig længere ud på verdenshavene, var der brug for kort over de nye farvande. Ifølge Bo Eriksson er det netop kortlægningen, der fik fortællingerne om søuhyrer til at eksplodere i Europa. "Før sejlede måske ét ud af ti skibe langt væk fra kysten; nu var det ni ud af ti. Og dermed voksede mængden af beretninger om, hvad der fandtes derude," siger han. Fortællingerne opstod hos sømændene og fiskerne. "De så eller fangede fisk, der så underlige ud: enorme, skræmmende væsner, som de aldrig havde set før. Den slags møder med for eksempel hajer, hvaler eller kæmpeblæksprutter er ganske enkelt fremragende stof til en god historie," siger Bo Eriksson. Historierne bredte sig, og lærde folk nedskrev dem og tegnede dem ind på søkortene. "Når sømændene så disse kort, fyldt med farverige tegninger af søuhyrer, blev de bekræftet i deres frygt. Sådan kom fortællingerne og kortene til at bekræfte hinanden i, at uhyrerne fandtes," siger han. Blandt de mange fortællinger om søuhyrer dukkede en gammel kending op, som i 1700-tallet får et nyt navn – Kraken. Eller skulle vi måske sige Hafgufa eller Krabben? Navnet Kraken er nemlig relativt nyt. Det blev først for alvor udbredt, da biskoppen i Bergen, danskeren Erik Pontoppidan, udgav sit værk 'Det første Forsøg paa Norges naturlige Historie' i 1752–53, hvoraf en del var viet til søuhyrerne. "Men Pontoppidan bruger mange forskellige navne ud over Kraken – som mere var en slags fællesbetegnelse for en række forskellige søuhyrer," siger Bo Eriksson. Ifølge Eriksson var de mange navne ingen tilfældighed. Navne som Krabben, Horven og Søhorven var såkaldte 'noanavne' – beskyttelsesnavne for noget, man ikke tør nævne ved sit rette navn, for så vækker man det. "Man siger jo ikke djævlens navn højt. Kraken er netop sådan et navn – et navn for det, du er bange for, og som beskytter dig mod det," siger han og peger p...

Andre episoder fra Videnskab.dk - Automatisk oplæsning Se alle episoder →