Kig op i november: Planeterne er tilbage, og de har selskab af et havmonster Vi venter på spændende billeder Et havmonster på himlen Planeterne Månen og Solen
Videnskab.dk - Automatisk oplæsning · Videnskab.dk
Beskrivelse
For astronomer er der en særlig begivenhed, der overstråler alt andet i november i år: Det er 350-året for Ole Rømers vilde opdagelse om lysets hastighed. Det er så vigtigt, at det har fået en artikel for sig selv, hvor du også kan få en guide til at gentage nogle af de observationer af Jupiters måne Io, der ledte Rømer på sporet af sin opdagelse. Men der er bestemt også nutidige begivenheder i det ydre og indre solsystem, som er værd at lægge mærke til. Den måske mest imponerende handler om rumsonden Voyager 1, som er det fjerneste menneskeskabte objekt fra Jorden. Voyager 1 blev opsendt i 1977 og opnår i løbet af november i år en afstand på ét lysdøgn. I den afstand kan vi ikke se rumsonden, som er på størrelse med en Fiat 500 og vejer omtrent det samme som en stor isbjørn, men NASA's rumingeniører formår alligevel at kommunikere med den via et stort netværk af radioteleskoper på Jorden. Signalet fra Voyager 1 stammer fra en lille radiosender med en effekt på 23 watt, som svarer til en svagt lysende pære, så der skal enorme parabolantenner til at måle det ultrasvage signal. Og her i november når Voyager 1 altså en ufattelig grænse, en afstand på ét lysdøgn. Når NASA's rumingeniører vil kommunikere med rumsonden, skal de vente et døgn på, at signalet når ud til rumsonden, og et døgn på det kommer retur. På den helt store skala er et lysdøgn dog forsvindende lidt, og den nærmeste stjerne er til sammenligning 4,24 lysår væk. Man kan følge med på afstanden til Voyager 1 på theskylive. Men også lidt tættere på vores hjem sker der noget spændende, når den europæiske rumsonde Hera når frem til dobbeltasteroiden Didymos og Dimorphos i november. Dimorphos var den asteroide, som NASA-rumfartøjet DART i kamikazestil fløj direkte ind i for fire år siden for at se, om menneskeskabte objekter kunne bidrage til at skubbe en potentiel asteroide på kollisionskurs i en anden retning i fremtiden. DART-missionen var en fin succes, og rumfartøjet blev smadret godt og grundigt ved sammenstødet, alt imens det tog billeder af asteroiden helt til det sidste øjeblik. Men indtil nu har astronomer kun betragtet de to små asteroider og krateret efterladt af DART på enorm afstand med jordbaserede teleskoper og rumteleskoper. Det laver Hera om på nu, og det bliver hyperinteressant, hvad den europæiske rumsonde kan se. Og apropos se, så byder novemberhimlen i 2026 på velkendte himmelfænomener som fire planeter på himlen samtidig og et kærkomment gensyn med Pleiaderne på den tidlige aftenhimmel. Men den byder også på et undervurderet stjernebillede – det frygtelige havmonster Cetus, som både gemmer en af himlens mest aktive galakser og en række berømte stjerner. Pleiaderne er nok lidt mere velkendt for de fleste, og hvis man har været ude sent, har man nok allerede set stjernehoben på himlen her i efteråret. I vores planetarium på Steno Museet i Aarhus synes mange af de besøgende børn, at den ligner en miniudgave af Karlsvognen, bare på den anden side af himlen. Personligt glæder jeg mig dog især til at rette vores store teleskop på Ole Rømer Observatoriet mod Cetus – helt konkret mod den sollignende stjerne tau Ceti, som bærer på en fascinerende historie. Bogstavet tau er det 19. bogstav i det græske alfabet, så stjernen er ikke en af de klareste i Cetus (de klareste får som regel de første bogstaver i alfabetet; alfa og beta). I lysstyrke lyser den cirka som hovedet på krigerstjernebilledet Orion lige over og mellem skulderstjernerne i Orion. Men det er egentlig heller ikke tau Ceti selv, som er interessant, det er planeterne, som er i kredsløb om den. En af dem, man har forsøgt at identificere, hedder tau Ceti e. Og den spiller en central rolle i den vidunderlige science fiction-roman Project Hail Mary af Andy Weir, hvor planeten bærer det alternative navn Adrian. I lighed med de tre andre planetkandidater, som er listet i NASAs Exoplanet Archive, blev den identificeret ved radialhastighedsmetoden. Det er en metode, hvor astronomer kigger på den has...