Kan dyr mærke jordskælv under opsejling?
Videnskab.dk - Automatisk oplæsning · Videnskab.dk
Beskrivelse
I mange århundreder har mennesker verden over berettet om dyr, der opfører sig mærkeligt før jordskælv. Husdyr, der bliver urolige, vilde dyr, der forsvinder, og slanger, som kryber frem fra dvalen midt om vinteren. I lang tid afskrev forskerne denne slags observationer som folketro. Men i de senere år er systematisk forskning begyndt at undersøge, om dyr faktisk reagerer på miljøforandringer, der går forud for store jordskælv. Selv for mennesker er jordskælv vanskelige at forudsige, men flere studier peger på interessante mønstre i dyrenes adfærd før seismiske hændelser. I takt med at verdens befolkning vokser, vil flere mennesker blive berørt, når et jordskælv rammer. Derfor bliver denne forskning vigtigere end nogensinde. Tudser flygtede fra deres ynglesteder Min egen forskningsrejse begyndte med en tilfældig observation i Italien. I 2009 undersøgte jeg, hvordan Månens faser påvirker tudsers formering ved San Ruffino-søen, da tudserne pludselig forsvandt i fem dage. De vendte først tilbage, efter at et jordskælv med en styrke på 6,3 havde ramt byen L'Aquila omkring 80 kilometer væk. Observationen blev grundlaget for mit studie fra 2010, som viste, at 96 procent af skrubtudserne forlod deres ynglested fem dage før jordskælvet ved L'Aquila i 2009. Det var et af de første studier, der målte en ændring i vilde padders adfærd før seismisk aktivitet. Padder har gennemtrængelig hud, hvilket gør dem særligt følsomme over for ændringer i vandets kemi. Derfor kan deres adfærd potentielt fungere som et tidligt varsel om seismisk aktivitet. Markant fald i dyreaktiviteten forud for jordskælv Jeg gennemførte også et studie af flere dyrearter i Yanachaga Nationalpark i Peru forud for et stort jordskælv i 2011. Organisationen Wildlife Insights, der tidligere hed Team Network, opstiller kameraer flere steder i forskellige nationalparker for at overvåge naturen. Jeg ledte efter parker, hvor der havde været et kraftigt jordskælv, og analyserede organisationens fotografier fra Yanachaga Nationalpark. De bevægelsesaktiverede kameraer registrerede et markant fald i dyreaktiviteten i ugerne op til jordskælvet. Normalt blev der registreret omkring 5 til 15 enkeltobservationer af dyr om dagen, men tallet faldt til færre end 5 på tværs af alle 7 ordener af hvirveldyr i skoven. I 24 timer op til jordskælvet blev der slet ikke registreret dyreaktivitet. Jeg sammenlignede registreringerne omkring jordskælvet med perioder i samme årstid, hvor der ikke var nævneværdig seismisk aktivitet. Her fandt jeg, at antallet af dyr var stabilt i de mere rolige perioder. I Peru var det kraftige fald i aktivitet tydeligvis ikke kun hos små og mellemstore gnavere som pacaer og kapivarer (også kaldet flodsvin), men også hos større dyr som langsnudede bæltedyr. Denne 'tavshed' i skoven tyder på, at signaler forbundet med jordskælv påvirker hele dyresamfund, ikke kun én enkelt art. Ikke kun vilde dyr Forskning har vist, at husdyr verden over – og især køer – også kan udvise tegn på adfærdsmæssige og fysiologiske forandringer før jordskælv. Der er mange anekdoter om køer, der går i panik og vandrer ind i områder, hvor de normalt ikke ville opholde sig. For eksempel findes der beretninger om, at køer samlede sig i San Franciscos Chinatown i 1906 kort før det store jordskælv, der kostede 3.000 mennesker livet. I 2012 blev et blogindlæg delt på nettet med fotos af køer, der to dage før et jordskælv med en styrke på 8,6 ud for Sumatras kyst var gået ind i en forstad til Malaysias hovedstad, Kuala Lumpur, hvor de græssede i haver. Flere japanske studier har overvåget malkekøer ved hjælp af automatiske malke- og aktivitetsmålingssystemer. Studierne har rapporteret små, men statistisk signifikante fald i mælkeydelsen samt ændringer i drøvtygning eller uro i dagene op til en række lokale jordskælv. Kæledyr ser også ud til at blive påvirket. I 2011 ramte et voldsomt jordskælv med en styrke på 9,1 ud for den nordøstlige kyst af Honshu i Japan. Jordskælvet udløste en tsunami, de...