Jeg har opdaget en ny meteorsværm, der afslører en hidtil skjult asteroide\nSådan dannes meteorer\nHvad betyder det, når en komet er 'aktiv'?\nSkjulte asteroider\nStjerneskudssværme kan afsløre aktive objekter\nVi er vidner til en skjult asteroide, der bliver 'bagt'\nDerfor er en skjult, smuldrende asteroide vigtig

Verden over står tusindvis af automatiserede stjernekiggere hver nat klar til at tage billeder af stjerneskud. Jeg er én af de forskere, der studerer disse meteorer. De fleste film og nyhedsvarsler fokuserer på store asteroider, der kan tilintetgøre Jorden, og med få måneders mellemrum får vi besked om, at et objekt på størrelse med ni vaskemaskiner vil passere tæt forbi Jorden. Men det støv og grus, der dagligt trænger ind i vores atmosfære, fortæller en lige så interessant historie. Mine planetforsknings-kolleger og jeg bruger kameraobservationer af nattehimlen til bedre at forstå alt fra støv, asteroider på størrelse med biler og levn fra kometer i vores solsystem. I et studie, der udkom i marts 2026, gennemgik jeg millioner af meteorobservationer indsamlet af et netværk af kameraer i Canada, Japan, Californien og Europa, der overvåger hele himlen. Jeg fandt en lille, nyligt dannet klynge. De 282 meteorer i denne klynge fortæller en interessant historie om en asteroide, der fløj lidt for tæt på Solen. Når en sten i rummet på størrelse med et sandkorn rammer vores atmosfære, bliver den næsten øjeblikkeligt opvarmet, så overfladelaget fordamper og bliver til en elektrisk ladet gas. Den lille 'stenkrumme' begynder at gløde, og det kalder vi en meteor. Hvis objektet er større, som en kampesten, og mere glødende, kaldes det en bolide eller en ildkugle. Disse objekter rammer vores atmosfære med en gennemsnitshastighed på over 24 kilometer i sekundet. For små objekter på størrelse med sandkorn eller støvfnug varer hele denne proces kun en brøkdel af et sekund. De fleste af disse sandkornsfragmenter i Solsystemet stammer fra kometer, som er himmellegemer, der består af en kerne af is, frosne gasser og støv, og som stammer fra den ydre del af Solsystemet. Når en komet passerer Solen, bliver isen til gas og frigiver enorme mængder støv. Derfor bliver kometer ofte kaldt 'beskidte snebolde', og de ser slørede ud på teleskopbilleder. Asteroider er derimod levn fra det tidlige solsystem. De blev dannet tættere på Solen, og de er tørre og stenede og indeholder ikke den is, som giver kometerne deres karakteristiske haler. Astronomer kalder en asteroide eller komet 'aktiv', når den afgiver støv, gas eller større fragmenter. Denne aktivitet skyldes en ydre påvirkning af objektet i rummet, som for eksempel varme fra Solen, et mindre sammenstød, eller at asteroiden roterer så hurtigt, at den falder fra hinanden. En bedre forståelse af, hvordan disse objekter ændrer sig over tid, kan hjælpe forskerne med at forstå og identificere aktiviteten. For kometer er sublimation af is (når is går direkte fra fast form til gas uden først at blive til væske) den primære årsag. For asteroider kan årsagen til aktivitet derimod variere meget. For eksempel observerede NASA's OSIRIS-REx-mission, der blev sendt ud for at studere asteroiden Bennu - en 525 meter bred asteroide 320 millioner kilometer fra Jorden - aktivitet på asteroidens overflade. Her var varmebelastning og små nedslag blandt de mest sandsynlige forklaringer. Andre kilder til aktivitet hos asteroider er opsplitning, når en asteroide roterer for hurtigt, tidevandskræfter, der river asteroiderne fra hinanden under tæt passage forbi en planet, eller frigivelse af gas. Forskerne leder oftest efter aktivitet ved hjælp af teleskoper. Astronomer kan se efter en 'hale' eller slør omkring objektet. Denne hale er et tydeligt tegn på gas og støv omkring legemet. Men der findes en anden måde at finde aktivitet på: meteorsværme. Den mest kendte aktive asteroide er 3200 Phaethon. Den er kilden (moderkroppen) til Geminiderne (Geminide-meteorsværmen), som vi kan se hvert år i midten af december. Den mest kendte aktive asteroide er 3200 Phaethon. Den er kilden (moderkroppen) til meteorsværmen Geminiderne (stjerneskudssværm), som vi kan se hvert år i midten af december. Ved tidligere tætte passager forbi Solen har Phaethon frigivet enorme mængder støv og større fragmenter. Dette materiale har over tid spredt ...