Jeg blev anholdt på min søns fødselsdag i kamp for klimaet. Det var det hele værd Jeg fik et barn og blev klimaaktivist Anholdelsen Fest på politistationen Håb og fællesskab Lidt for sent til fødselsdag Demonstrationer skaber opmærksomhed, men ændrer ikke holdninger Jeg råber for at advare mine venner om en bil, der kommer kørende mod dem Jeg savner den vished, jeg følte i begyndelsen Tilbage på gaden
Videnskab.dk - Automatisk oplæsning · Videnskab.dk
Beskrivelse
I min rygsæk er en lille cementblander i træ. Den er til min søn, som fylder to år i dag. I stedet for at fejre ham sidder jeg på en bro tæt ved Christiansborg i risiko for at blive anholdt. Rundt om mig er medlemmer af Extinction Rebellion ved at blokere broen som en del af en klimaprotest. En kvinde forklarer, hvilke bøder og fængselsstraffe vi risikerer for de forskellige lovovertrædelser. Det kribler i maven. Jeg er en videnskabsnørd, helt præcist forsker jeg i offentlige holdningsdannelser. Jeg har aldrig gjort noget så radikalt før. "Hvem er klar til at blive anholdt i dag?" spørger den unge kvinde fra klimabevægelsens juridiske rådgivningsgruppe. Jeg rækker ikke hånden op. Jeg tænker på min lille dreng og fødselsdagsgaven. Jeg ser mig omkring efter tegn på, at vores protest gør en forskel. Hvad siger ansigterne på de forbipasserende? Er der journalister til stede? Trænger vores budskab igennem? Jeg vil bare gerne være sikker på, at det er det hele værd. At det er her, jeg skal være, og ikke derhjemme. Det er nu mere end fire år siden, og i disse dage er der tryk på klimaprotesterne rundt om i verden, mens FN's klimatopmøde COP31 står på i Tyrkiet. Det her er historien om min søgen efter vished og om, hvor den førte mig hen. To år før blokaden på broen var jeg en helt almindelig samfundsforsker, der lavede helt almindelige forskerting. Jeg brugte det meste af min tid på spørgeskemaundersøgelser og eksperimenter. Ikke med mus, som nogle af mine kolleger på Psykologisk Institut, men med mennesker. Jeg præsenterede forsøgsdeltagere for forskellige budskaber om klimaforandringerne og målte deres reaktion. Jeg ville finde ud af, hvad der får folk til at ændre holdning til klimakrisen, og hvad der får dem til at bakke op om løsninger. Når befolkningen kræver klimahandling, vil politikerne sandsynligvis følge trop. Der er nemlig en tydelig sammenhæng mellem befolkningens holdninger og den klimapolitik, der bliver gennemført. Dag efter dag sad jeg foran computeren og arbejdede på videnskabelige artikler, som med lidt held ville blive udgivet et år senere. Men der var en tanke, jeg ikke kunne slippe. Jeg vidste, hvor omfattende krisen var. Den største krise, menneskeheden nogensinde har stået over for. Jeg vidste, at en tredjedel af verdens befolkning i 2070 vil bo i områder, der er lige så varme som Sahara i dag, medmindre enorme befolkningsgrupper forlader deres hjem. Men hvad gjorde jeg egentlig? Ud over at skrive forskningsartikler? Da jeg fik min søn, forestillede jeg mig hans fremtid, og så vidste jeg, at noget måtte ændre sig. Det var ikke nok at skrive videnskabelige artikler i tidsskrifter med fine navne. Da min søn var seks måneder gammel, og vi igen begyndte at få lidt mere sammenhængende søvn og for det meste gik rundt i rent tøj, tog jeg til et introduktionsmøde hos klimaaktivisterne i Extinction Rebellion. Bevægelsen, som var opstået i Storbritannien to år tidligere, var på sit højeste. Aktivisterne blokerede veje, klatrede op på bygninger og lænkede sig fast til store maskiner. Extinction Rebellions kontor i København var et lille lokale i et kontorfællesskab. Her var alt, hvad der hører sig til i en græsrodsbevægelse: stakke af flyers, klistermærker, ringbind, sammenrullede flag og bannere. Det var spændende. Pyt med, at jeg måtte gå tidligt for at komme hjem og amme. Jeg følte, at et nyt kapitel i mit liv var begyndt. Den dag på broen i 2022, hvor min søn havde fødselsdag, er stemningen høj og sommerlig. Nogle tegner på vejen med farverigt kridt. En spiller på et klaver, som på hjul er blevet transporteret ud på broen. En kvinde sidder selvsikkert på toppen af et højt stativ af træbjælker, hvor aktivister kan lænke sig fast for at gøre det sværere for politiet at fjerne dem. Så begynder politiet at rykke tættere på. Betjentene har holdt øje med blokaden i flere timer, og nu meddeler de, at vi alle sammen skal forlade stedet. Ellers overtræder vi ordensbekendtgørelsen og færdselsloven. Jeg ser på aktivisterne...