Spring til indhold
Istiden var næsten slut - så vendte kulden tilbage: Forskere jagter en forklaring - Videnskab.dk - Automatisk oplæsning

Istiden var næsten slut - så vendte kulden tilbage: Forskere jagter en forklaring

Videnskab.dk - Automatisk oplæsning · Videnskab.dk

19. maj 2026 3m
0:00 3m

Beskrivelse

For 13.000 år siden var den sidste istid ved at være slut. Det kilometer-tykke isdække over vores del af verden var ved at smelte, og klimaet blev varmere og varmere. Men så skete der en pludselig forandring. Den nordlige del af verden oplevede meget hurtige klimaforandringer. I løbet af en kort periode, måske så lidt som et årti, blev de nordlige dele af verden meget koldere for omkring 13.000 år siden, fortæller Jostein Bakke. "Det var en brat og pludselig vending." Jostein Bakke er professor ved Institut for geovidenskab ved Universitetet i Bergen og har arbejdet meget med fortidens klima. Kulden fik følger i 1.000 år. Isen i både Nordamerika og Skandinavien begyndte at vokse igen, og havstrømssystemet, som fører varmt, saltholdigt vand fra Den Mexicanske Golf op til os, blev svækket. Dette havstrømssystem, som kaldes AMOC, er en central del af det globale klimasystem, og man kan ofte læse forskningsnyheder om, at denne havstrøm også kan blive svagere nu. Hvis det sker, kan vores del af verden blive langt koldere end i dag. Men der skete altså et eller andet, som satte gang i nedkølingen for 13.000 år siden. I et nyt studie argumenterer forskerne for, at et pludseligt chok i verdens klima kan have været med til at skabe denne klimavending, som kaldes Yngre Dryas på fagsprog. Forskerne mener at have fundet spor af en række vulkanudbrud i denne periode fra flere forskellige steder. "Jeg tror ikke, det alene forklarer Yngre Dryas, men det kan være en del af forklaringen." "Jeg synes, det virker som et solidt stykke geologisk arbejde," siger Jostein Bakke efter at have læst studiet, som er udgivet i tidsskriftet Science Advances. Ferskvand, issmeltning og meteoritter Årsagerne til, hvad der skete, er komplekse og omdiskuterede, men en periode med kraftige vulkanudbrud, som førte til et koldere klima, kan altså have spillet ind. Der er fundet sedimenter i grotter i USA, som viser en detaljeret geologisk historie over lange tidsperioder, ifølge studiet. Her viser forskerne, at der er påvist visse isotoper, som kan tyde på øget vulkanisme i begyndelsen af Yngre Dryas. De ved ikke, hvor udbruddene fandt sted, eller hvor store de var. Men der var måske flere vulkanudbrud end normalt i en periode på lidt over hundrede år i starten af denne tid. Jostein Bakke peger på, at der er mange gode målinger og en detaljeret tidsserie her, som gør, at øget vulkanisme virker sandsynlig. Store vulkaner kan sænke temperaturen og påvirke klimaet, fordi de udsender partikler og støv, som skærmer for solen. Dette har tidligere haft store konsekvenser på Jorden – også for mennesker, der kan have oplevet store samfundskollapser på grund af vulkanudbrud. Hurtig forandring Men det skete så brat. "Iskerner fra Grønland tyder på, at det kan være sket på under et årti," siger Jostein Bakke. Ændringen var så pludselig, at en tidligere hypotese gik ud på, at Yngre Dryas blev forårsaget af et stort meteornedslag, som altså påvirkede klimaet. "Denne hypotese er tilbagevist," siger Jostein Bakke. Forskerne henviser til en vidensopsummering, som ikke finder meget støtte for et meteornedslag som en vigtig årsag. Han fortæller, at enorme mængder smeltevand fra indlandet i blandt andet Nordamerika spillede en vigtig rolle i, at denne hurtige nedkøling begyndte. Når ferskvand løber ud i Nordatlanten, kan det fryse og danne et låg over det varme vand, som kommer op fra Den Mexicanske Golf, forklarer Jostein Bakke. "Det kan reducere varmeudvekslingen mellem havet og atmosfæren." "Det sker i meget stor skala under Yngre Dryas, fordi der var så enorme mængder smeltevand, der strømmede ud i havet. Jostein Bakke mener, at øget vulkanisme i denne periode kan være en vigtig del af forklaringen på, hvorfor Yngre Dryas blev så kold og så brat, som den faktisk blev." ©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.

Andre episoder fra Videnskab.dk - Automatisk oplæsning Se alle episoder →