Hvaler på ekspedition: Kortlægger varmt vand i Grønlands fjorde\nGennemskåret af et komplekst netværk af havstrømme\nDataindsamling er ekstremt udfordrende\nHavet og isen
Videnskab.dk - Automatisk oplæsning · Videnskab.dk
Beskrivelse
Du har nok hørt om narhvalen, som også kaldes havets enhjørning. Hvalarten med de meterlange spiralsnoede stødtænder i overkæben lever året rundt i arktiske farvande omkring Canada, Grønland og Rusland. De tiltrækker dedikerede turister, som er fast besluttede på at se og fotografere dem i naturen, hvor man, hvis man er heldig, kan opleve dem samle sig og søge føde i store flokke. Mellem 2017 og 2019 rejste en gruppe forskere til Grønlands østkyst med håbet om at se narhvaler, men i modsætning til turisterne havde de en lidt mere usædvanlig opgave i tankerne. Sammen med lokale fangere fra byen Ittoqqortoormiit ville de montere elektroniske mærker på narhvalerne, så dyrene kunne måle vandets temperatur og saltholdighed, mens de bevægede sig rundt i området. Resultaterne er nu offentliggjort i tidsskriftet Science Advances. For at forstå, hvorfor narhvaler spiller en så vigtig rolle i denne type forskning, er det nødvendigt først at forstå de farvande, de bevæger sig gennem. Kontinentalsoklen ud for Østgrønland er gennemskåret af et komplekst netværk af havstrømme. I flere hundrede meters dybde findes en relativt varm strøm af salt vand med temperaturer på op til 3 °C. Strømmen kaldes 'atlantisk mellemvand', fordi den har sit udspring i Nordatlanten. Oven over denne varme strøm, i dybder på mindre end 150 meter, finder man 'polarvand', som stammer fra smeltende havis og den grønlandske iskappe. Selvom polarvandet kan nå temperaturer på helt ned til -2 °C, er vandets saltindhold så lavt, at det trods kulden er mindre tæt end det varmere vand under det og derfor flyder ovenpå. For oceanografer er det ekstremt udfordrende at indsamle data om dette komplekse system. Tyk, flerårig havis har gjort, at store fartøjer sjældent fik adgang til området, før de motordrevne skibe blev almindelige i det 20. århundrede. Inde i de lange, dybe kystfjorde udgør isbjerge en konstant fare, men selv hvis området var lettilgængeligt, er polarforskningsskibe både dyre og en begrænset ressource. Det er simpelthen ikke muligt at indsamle detaljerede målinger fra hver eneste afkrog af Østgrønlands kyst. Her kommer narhvalerne ind i billedet. Forskere har i årtier inddraget havdyr i videnskabelige studier ved at montere forskellige instrumenter på alt fra hvaler og skildpadder til sæler. Narhvaler er særligt velegnede til netop denne opgave. De er kendt for at foretage usædvanligt dybe dyk på 1.500 til 2.000 meter i forudsigelige områder, ofte under tyk havis. Disse bevægelser svarer næsten perfekt til de målinger, forskerne har brug for for at indsamle lodrette såkaldte CTD-profiler af havet, som registrerer ledningsevne, temperatur og dybde. Ved at udstyre seks narhvaler med sensorer til måling af temperatur og saltholdighed kunne forskerne i studiet, ledet af Grønlands Naturinstitut, indsamle mere end 2.000 målinger af havets struktur, selv i områder som for eksempel fjorde, hvor skibe har svært ved at nå frem. Som glaciolog er jeg særligt interesseret i at forstå, hvad der sker med det varme, salte atlantiske vand langs Grønlands kyster. Ofte forhindres vandet i at trænge ind i fjordene af en undersøisk tærskel, en forhøjning på havbunden ved fjordmundingen. Men når tærsklerne er dybe, og mængden af atlantisk vand er stor, kan det varme vand strømme over tærsklen og nå frem til gletsjernes fronter. Ved isfronten kan det varme havvand få gletsjere til at smelte og trække sig hurtigere tilbage. Det har bidraget til den hastigt voksende afsmeltning af den grønlandske iskappe siden 1990'erne, i takt med at farvandene omkring Grønland har oplevet det, forfatterne til det nye studie kalder en 'atlantificering'. Dette komplekse samspil mellem is og hav er vanskeligt at indarbejde i modeller for den fremtidige udvikling af indlandsisen. Vi mangler detaljerede data om, hvor og hvordan vand bliver transporteret gennem fjordene, hvilket gør det svært præcist at forudsige, hvordan gletsjerne vil reagere på ændringer i det omgivende hav. Narhvalernes målinger h...