Hvad viser omdiskuteret finsk studie egentlig om psykisk sundhed og kønsbehandling hos unge?

Unge, der blev henvist til udredning af kønsidentitet havde stadig et stort behov for psykiatrisk hjælp efterfølgende. Og blandt dem, der fik medicinsk behandling, steg andelen, der senere havde kontakt med psykiatrien. Det viser et nyligt offentliggjort finsk studie. Forskningen har ført til debat, fordi interesseorganisationen LGBT+ Danmark har rettet en heftig kritik mod Kristeligt Dagblads dækning af studiet. "Der findes ingen studier på dette felt, som ikke har metodiske svagheder, man kan pege på. Det gælder også her. Men studiet er alt for godt til bare at blive affejet som irrelevant," mener Arnstein Mykletun. Han er professor og projektleder for et stort studie ved Haukeland Universitetshospital i Bergen, der netop undersøger effekten af behandling af 'kønsinkongruens' i Norge. Kønsinkongruens (eller transkønnethed) er defineret som en markant og vedvarende uoverensstemmelse (inkongruens) mellem det køn, et individ får tildelt ved fødslen, og den indre oplevelse af kønnet. I daglig tale omtales gruppen ofte som transpersoner. Studiet dækker hele Finland En af studiets store styrker er ifølge forskerne selv og Arnstein Mykletun, at det dækker hele Finland. Ved at bruge data fra nationale sundhedsregistre har forskerne overblik over alle, der blev henvist til Finlands to klinikker for kønsbekræftende behandling mellem 1996 og 2019. Kønsbekræftende behandling er medicinsk behandling – som hormoner eller operation – der skal hjælpe en transperson med at få kroppen til at passe bedre til deres kønsidentitet. Det drejer sig om næsten 2.100 personer. Lidt under 40 procent af dem fik kønsbekræftende behandling, det vil sige kirurgi og/eller hormonbehandling. Omkring 60 procent fik ikke kønsbekræftende behandling. For at sammenligne med den øvrige befolkning har studiet også en kontrolgruppe med børn og unge i samme alder. I registrene kan forskerne også se, hvem der har haft kontakt med den psykiatriske speciallægetjeneste. Her finder forskerne opsigtsvækkende resultater blandt dem, der fik kønsbekræftende behandling. Blandt dem, der fik maskuliniserende behandling, steg andelen, som havde kontakt med psykiatrien, fra 20 procent før det første møde med klinikken til 55 procent to år efter dette møde. Blandt personer, der fik feminiserende behandling, steg andelen, som havde kontakt med psykiatrien, fra lidt under 10 til lidt over 60 procent. Fundet støtter ikke påstanden om, at medicinsk behandling fører til en forbedring af den mentale sundhed, skriver forskerne. "Hos nogle personer ser det ud til, at kønsbekræftende behandling hænger sammen med en forværring af den mentale sundhed," konkluderer de. Blandt de henviste, som ikke fik behandling for kønsinkongruens, er andelen, der har kontakt med psykiatrien, meget høj både før og to år efter det første møde med klinikken. I kontrolgruppen finder forskerne heller ingen ændring i den periode, de har målt. Her har omkring 15 procent været i kontakt med psykiatrien. Hvordan skal behovet for psykisk hjælp forstås? Meget af kritikken af studiet handler om, hvordan forskerne har målt kontakt med psykiatrien. Ét besøg tæller lige så meget som 10 eller 100. Forskerne har kun opgjort, om personen har haft kontakt eller ej. De ved ikke noget om hvorfor eller hvor meget. De finske forskere mener alligevel, at målet er relevant: "Psykiatrisk behandling på specialistniveau er kun tilgængelig på baggrund af accepterede henvisninger og peger på alvorlige psykiske lidelser," skriver de. Kan ikke sige noget klart om årsager At psykiske lidelser måles gennem kontakt med psykiatrien, er en styrke, mener Arnstein Mykletun. "Sådanne kontakter forstås som regel som tegn på et reelt behov – et helbredsproblem, man søger hjælp for, og som er alvorligt nok til at nå tærsklen for specialiseret behandling, siger han. "Derfor er det ikke uvæsentligt, at kontakterne fortsætter eller stiger efter behandling. Det finske studie udfordrer påstanden om, at kønsbekræftende behandling giver bedre psykisk helb...