Hvad har barnedåb, take-away og forskning til fælles? Statistik!
Videnskab.dk - Automatisk oplæsning · Videnskab.dk
Beskrivelse
Som statistiker møder jeg ofte respekt, når jeg taler med andre - men sjældent nysgerrighed. Måske tænker de, at det jo er noget frygteligt kompliceret noget med tal og optællinger. Det skal de ikke selv nyde noget af. Nu, jeg overvejer det, er det måske ikke kun respekt, men også en form for fremmedgørelse, jeg møder. Berøringsangsten for tal giver data og statistikere en vis mystik, måske endda autoritet. Samtidig bliver det en undskyldning for at holde sig fra at tænke for meget over tal og data. Desværre er det sjældent en god idé at lukke øjnene for noget, der både er vigtigt og brugbart. I denne artikel giver jeg eksempler på, hvordan statistiske metoder og data faktisk kan sige noget meningsfuldt om hverdagen. Måske kan det hjælpe til at tø lidt af den kolde skulder, som statistikkens fans ofte møder. Hvor mange skal vi invitere til barnedåben? For et par måneder siden skulle min hustru og jeg arrangere vores datters barnedåb. Vi var dog ikke helt klar over, hvor mange vi ville invitere. Vi ville gerne ende på omkring 50 personer, men var nok nødt til at invitere lidt flere end det. Her har store familiearrangementer og flyvninger dét til fælles, at man ofte får overbooket arrangementet. Men hvor meget kunne vi egentlig tillade os at overbooke for at ramme nogenlunde 50 gæster? Efter at have modtaget alle tilbagemeldinger på i alt 70 invitationer, noterede jeg, hvor mange dage der var til SU-datoen, på tidspunktet hvor de forskellige personer svarede, om de ville deltage. Jeg havde nemlig på forhånd en idé om, at jo tidligere man svarer på invitationen, des større er sandsynligheden for, at man gerne vil komme og rent faktisk kommer. Jeg brugte en model, hvor jeg lod sandsynligheden for et positivt svar være afhængig af antal dage til SU. Så kunne vi besvare spørgsmål som: Med 10 dage til SU og 26 personer der ikke har svaret på invitationen, hvad er da det forventede antal deltagere? Eller: Kan vi forvente, at vi bliver under 50 deltagere, da det er, hvad der er plads til i kirken? Modellen giver os følgende billede, hvor vi som forventet ser en dalende tendens til positivt svar, når vi nærmer os datoen for SU: Vi kan læse ud af grafen, at hvis der er under 10 dage til SU, så er der omkring 60 procent sandsynlighed for et positivt svar. Det vil sige, at står vi med 26 ubesvarede invitationer og 10 dage til SU, kan vi forvente omtrent 16 yderligere deltagere. Lægger vi de 16 yderligere deltagere oveni de 42 deltagere, vi står med ved 10 dage til SU, ender vi så med et forventet antal deltagere på 58. Altså ser det ud til, at de mindst religiøse gæster må springe kirken over eller stå udenfor og kigge ind ad vinduet. Disse resultater fortæller os noget om, hvad vi vil kunne forvente for et tilsvarende arrangement. Holder vi igen en barnedåb for 70 inviterede gæster, der er ligesom dem, vi har inviteret her, har vi altså nogle helt konkrete tal på, hvordan vi kan forvente, at arrangementet kommer til at se ud. Selvfølgelig kan vi aldrig lave helt samme situation to gange, men med denne barnedåb er vi i hvert fald endt et sted, der minder meget om, hvor vi endte med storebrors dåb. Hvor mange dage er der, til vi skal have take-away igen? Det er udmattende at lave mad hver eneste dag. Først skal man tænke over, hvad der skal laves. Så skal der faktisk købes ind. Dertil kommer selve tilberedningen. Til sidst er der opvasken. Efter få dage i den rytme kommer tanken snigende: Hvornår skal vi have take-away? I min hverdag er take-away sådan en gentagende proces. Det er ikke sjældent, at jeg nærmest tæller ned til næste gang vi skal have mad udefra, uden helt at vide hvornår det bliver. Heldigvis kan statistikken fortælle mig lidt om det. Det kunne da være fedt at vide, hvad sandsynligheden er for at få take-away i morgen, givet at det er en uge siden vi sidst fik det. Når vi vil bruge statistiske metoder, er det ofte, fordi vi har data til rådighed. Jeg har her samlet et datasæt med målinger af, hvor mange dage der er gået m...